Ministeriet, der æder sine ministre
ANALYSE: Justitsministeriet er det suverænt sværeste at sætte sig igennem i som minister, og i de sidste 20 år er det kun lykkedes for én af periodens justitsministre. Bomstærke embedsmænd, svært gennemskuelige sager og politiserende jurister sætter en justitsministers evner på prøve.
"I Justitsministeriet er de altid gode til at finde ud af, hvorfor noget ikke kan lade sig gøre."
Den ramsaltede karakteristik kom fra Venstres Bertel Haarder, da han i VK-regeringens tid måtte konstatere, at Justitsministeriet endnu engang havde blokeret for et politisk initiativ.
I den aktuelle sag, der kostede Morten Bødskov (S) justitsministerposten, viste begrundelsen til at modsætte sig det politiske flertals ønske at være lige lovlig kreativ, men også i al almindelighed er Justitsministeriet berygtet på Borgen for at handle på tværs af de folkevalgtes ønsker.
Derfor har man gennem de sidste 20 år kunnet iagttage det forunderlige, at de forskellige justitsministre fører en politik, der er bemærkelsesværdig ens, selvom retspolitikken i perioden har været en af de helt store politiske skillelinjer.
Blæksprutte-ministerium
Der er flere forklaringer på, hvorfor Justitsministeriet er særligt svært at håndtere.
For det første skal man i Justitsministeriet ofte spille sammen med en række i princippet uafhængige instanser for at gøre lovgivningen til virkelighed. Det drejer sig om domstolene, politiet, PET, kriminalforsorgen og statens øverste anklager, rigsadvokaten. Alle skal spille loyalt med for at få justitsministerens politiske vilje gjort til andet end hensigtserklæringer. Som de sidste 20 år viser, er denne loyalitet ikke en given sag.