LA er såret, men langt fra døende

ANALYSE: Ledelsen i LA kom helskindet fra weekendens landsmøde, og det er alt for tidligt at skrive nekrologer om partiet. Men kvajekvoten er opbrugt, og sager som burkaforbuddet og forslaget om digital overvågning af børnefamilier er farlige for partiet.

"For min skyld kan I godt træde ud af regeringen. Der er alligevel ikke andre end jer selv, der kan se forskel."

Budskabet blev afleveret råt for usødet på Liberal Alliances landsmøde af gæstetaler Torben Steno fra Radio24syv. Bemærkningen førte til en anelse stift smil hos partiets leder, Anders Samuelsen, der lige havde brugt størstedelen af sin peptalk til at overbevise landsmødet om, at regeringsdeltagelsen er alle skrammerne værd.

Trods drillerierne fra Steno kom Samuelsen pænt igennem med sit budskab, da han lørdag mødte sit bagland i København. Formanden fra Liberal Alliances Ungdom, Carl Andersen, kaldte regeringsdeltagelsen ”en fejl”, men ellers var kritikken begrænset.

Login