Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Så mange almene boligafdelinger er uden lovpligtige energimærker

SVAR:

Energistyrelsen oplyser, at der er registreret 126.641 udlejede private ejendomme i BBR-registret, og cirka 40 procent heraf har et energimærke. Samtidig er der registreret 13.570 udlejede ejendomme i BBR-registret, hvor ejeren er et alment boligselskab. Cirka halvdelen af disse har et energimærke.

Troels Lund svarer DF om store parceller og planloven

SVAR:

Dansk Folkeparti ville vide, om regeringen agter at ændre i planlovens bestemmelser om udstykning af store parceller. Erhvervs- og vækstministeren forklarer, at kommunerne nu kan etablere ”storparceller” på op til 2 ha i henhold til landbrugslovens regler, men de skal stadigvæk sikre, at forbruget af landbrugsjord til ikke-jordbrugsmæssige formål ikke bliver større end nødvendigt. Planloven indeholder ikke bestemmelser, der stiller krav til antal boliger pr. ha. 

Minister: Sådan dækker boligjobordningen indbrudssikring

SVAR:

Skatteministeren forklarer, at der efter BoligJobordningen er mulighed for at fratrække lønudgifter i forbindelse med udskiftning af vinduer og yderdøre i boligen. Der gives ikke fradrag for materialer. Ved udskiftning af yderdøre vil lønudgifter til montering af dørlåse endvidere være fradragsberettigede. Lønudgifter til opsætning af tyverialarmer og til reparation eller udskiftning af dørlåse i eksisterende yderdøre er derimod ikke fradragsberettigede.

Minister: Indbrudssikring ligger bedst i borgernes egne hænder

SVAR:

Regeringen vil prioritere et mere trygt Danmark og sætte hårdere ind overfor indbrudskriminalitet, siger transport- og bygningsministeren. Men samtidig mener han, at den enkelte borger selv er bedst til at vurdere, om det er relevant at gennemføre særlige sikringer mod indbrud i hjemmet som supplement til den politimæssige kriminalpræventive indsats.

Minister: Der findes ikke ledighedstal for byggefagene

SVAR:

Som ledig skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet generelt – ikke kun det fag, som man tidligere har været beskæftiget inden for, skriver beskæftigelsesministeren i et svar til Socialdemokraterne, som havde efterlyst tal på ledigheden i byggebranchen. De eksisterer således ikke, forklarer ministeren.

Udvalget for Landdistrikter og Øer venter stadig på svar om ressortfordeling

SVAR:

Udvalget for Landdistrikter og Øer bad for en måned siden erhvervs- og vækstministeren levere en oversigt over, hvordan sager (love, regler og puljer) om landdistrikternes og øernes forhold er fordelt på ministerområder. Den oversigt "vil snarest blive oversendt til udvalget", lyder ministerens seneste melding. 

Neergaard redegør for boligstøtte-regler

SVAR:

Dansk Folkeparti havde bedt beskæftigelsesministeren oplyse, hvor meget flygtninge kan få udbetalt i forskellige former for boligstøtte. Ifølge ministeren forudsætter udbetaling af boligstøtte at vedkommende har fået varig eller midlertidig opholdstilladelse efter udlændingeloven. I forlængelse heraf gennemgår ministeren de generelle regler for boligstøtte.