Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Corydon afviser at definere ikke-essentielle opgaver i den offentlige sektor

SVAR: Venstre havde bedt finansministeren udrede, hvilke af den offentlige sektors opgaver der efter ministerens opfattelse ikke er essentielle. Men ifølge ministeren findes der ikke en entydig og udtømmende definition af hverken offentlig velfærd, kernevelfærd eller essentielle offentlige opgaver.

DF må vente på svar om flygtninges betydning for boligsøgende danskere

SVAR: Dansk Folkeparti havde bedt boligministeren oplyse, om antallet af asylansøgere, der får en opholdstilladelse, og som kommunerne efterfølgende skal finde bolig til, har konsekvenser for boligsøgende danskere. Ministeriet er stadig i gang med at indhente oplysninger, og DF må vente på ubestemt tid.

Boligministeren melder pas om skattestigning for landbrugsejere

SVAR: Venstre undrer sig over regeringens bosætningspolitik i landdistrikterne, når ejere af mindre landbrugsejendomme nu kan se frem til markant højere ejendomsskatter. Boligministeren sender spørgsmålet videre til skatteministeren, men konkluderer generelt, at regeringen er optaget af forholdene i landdistrikterne.

Boligministeren svarer i sag om EU-støtte til bryghus

SVAR: Med henvisning til Fyns Amts Avis den 20. januar 2014: ”Bryghus venter stadig på EU-støtte”, havde Venstre bedt boligministeren redegøre for sagen. Ifølge ministeren har NaturErhvervstyrelsen har behov for at indhente supplerende oplysninger. Disse har NaturErhvervstyrelsen modtaget den 17. januar 2014 .

Corydon gentager svar om regeringens holdning til centralisering af statslige arbejdspladser

SVAR: Den seneste ministerrokade har ifølge finansministeren ikke ændret ved regeringens overordnede tilgang til placeringen af statslige arbejdspladser. Rokaden betød bl.a., at ressortansvaret for Kystdirektoratet overføres fra Transportministeriet til Miljøministeriet. I den forbindelse er der ikke planer om at flytte opgaver eller funktioner fra Kystdirektoratet i Lemvig til Miljøministeriets departement eller styrelser i København.

Miljøministeren afviser at bane vejen for flere sommerhuse på Ærø

SVAR: Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) afviser at ændre planloven med henblik på at åbne mulighed for flere sommerhuse på Ærø. Med en lempelse vil der med stor sandsynlighed opstå et meget stærkt pres fra andre dele af landet for at udlægge nye sommerhusområder, skriver ministeren i et svar her.

Så meget bruger ministerierne på Kammeradvokaten

SVAR: 321,2 mio. kroner brugte ministerierne i alt på kammeradvokatens ydelser i 2012. Skatteministeriet topper listen med over en tredjedel af de samlede udgifter. Find alle tallene her.