VELUX: Vi kan få flere almene boliger ved at udnytte det fundament, der allerede eksisterer

Regeringen og Københavns Kommune vil have flere almene boliger i København. Der er mange fordele ved at etablere boligerne på det eksisterende fundament, skriver Per Mikael Åkesson.

Af Per Mikael Åkesson
Market Director Nordic, VELUX

Regeringen og Københavns Kommune vil have flere almene boliger i København, og det skal gå stærkt, for vi mangler boliger i vores hovedstad netop nu. Ét af grebene, som bliver nævnt i en netop indgået aftale mellem parterne, er fortætning af boligmassen. Altså at udnytte de bygninger, der allerede findes. Og det giver mening, hvis vi ønsker at øge antallet af boliger i vores hovedstad på en mere klimamæssig, social, og økonomisk bæredygtig måde.

Potentiale under københavnske tage

Aftalen mellem Københavns Kommune og Regeringen kommer kort efter, at vi, i en bred kreds af brancheaktører, har præsenteret en række anbefalinger til, hvordan vi på tværs af myndigheder og branchen kan udnytte det potentiale, der gemmer sig under blandt andet de københavnske tage. For tagboliger udgør et væsentligt potentiale i forhold til at øge antallet af boliger i byerne hurtigt, og på en mere bæredygtig måde.

Når vi bygger videre på noget eksisterende sparer vi både tid, økonomi og CO2-udledning. Boligerne kan etableres på eksisterende fundament, kræver ikke etablering af nye infrastruktur og etableringen kan kobles med øvrige forbedringer på eksempelvis tag, vinduer, affaldshåndtering eller forbedrede udearealer. Alle er parametre, som er afgørende i København i dag.

Og vi ved, at der er plads under de københavnske tage. Danmarks Tekniske Universitet estimerede i 2017, at der alene i København var mulighed for at etablere hvad der svarer til cirka 10.000 nye boliger under tagene.

Desværre er der i dag en række barrierer, der gør, at potentialet ikke bliver udnyttet. Heldigvis kan vi gøre meget for at overkomme dem. Den brede kreds af brancheaktører har helt konkret foreslået, at der etableres en national eksempelsamling og byggeanvisning for tagboliger, hvor vi kan samle og dele de gode eksempler.

Disse håndtag kan Københavns Kommune dreje på

De har anbefalet at styrke incitamentet til at etablere tagboliger i det almene, hvor der i dag er mange uudnyttede kvadratmeter, men desværre også mange benspænd i den nuværende lovgivning. Derudover har de meget specifikt peget på sagsbehandlingen af tagboligprojekter. Her er et område, hvor Københavns Kommune har gode muligheder for at dreje på nogle håndtag, og gøre en stor forskel.

I branchen står vi forsat klar til at bidrage til det videre arbejde mod en bedre udnyttelse af det store potentiale under de danske tage. Vi uddyber gerne vores anbefalinger, og vi står klar til at indgå aktivt i arbejdet med at føre anbefalingerne ud i livet.

Forrige artikel Ekspert i udsatte boligområder: Aminali farer vild i ghettoen med sin stråmandskritik Ekspert i udsatte boligområder: Aminali farer vild i ghettoen med sin stråmandskritik Næste artikel Siemens-rådgiver: Løsningen på kommunernes energispild ligger for næsen af os Siemens-rådgiver: Løsningen på kommunernes energispild ligger for næsen af os