V: Den private ejendomsret er ukrænkelig

DEBAT: Sidste år vedtog SR-regeringen en ændring af planloven, hvilket vil give kommunerne ret til at krænke den private ejendomsret. Venstre vil derfor arbejde for at få loven rullet tilbage, skriver partiets boligordfører, Britt Bager (V).

Af Britt Bager (V)
Boligordfører

Sidste år vedtog SR-regeringen sammen med SF og Enhedslisten en ændring af planloven, der giver kommunerne ret til at kræve op til 25 procent almene boliger i nye boligområder. Med forslaget har kommunalbestyrelsen fået mulighed for at fastsætte krav om, at der skal være op til 25 pct. almene boliger i forbindelse med lokalplanlægningen for nye boligområder. Derudover giver loven mulighed for, at landets fem store bykommuner kan yde ekstra grundkøbslån til etablering af almene boliger på op til 50 mio. kr. - rente- og afdragsfrie lån vel og mærke!

Loven betyder, at man som grundejer ikke længere selv har lov til at bestemme, hvad man vil bygge på sin grund. Man har givet kommunerne lov til at krænke ejendomsretten for at sikre en bestemt type bolig frem for en anden. Det er et klart brud på den private ejendomsret. Lige så klart er det, at vi i Venstre ikke kan bakke op om en lov, der angriber den private ejendomsret. Derfor stemte vi også imod lovforslaget, da det blev fremsat.

Lovindgrebet kan have den modsatte effekt
Allerede da lovforslaget blev behandlet i Folketingssalen, kritiserede Venstre lovforslaget for at være en form for ekspropriation. Det mener vi stadigvæk. Dertil kommer, at der ikke er noget, der tyder på, at flere almene boliger hjælper de svageste i samfundet. En almen bolig på 80 m2 koster i gennemsnit 47 kr. mindre pr. måned end en privat udlejet lejlighed. Den tidligere regering mener altså, at 47,- kr. berettiger til en krænkelse af den private ejendomsret. Jeg mener derimod, at vi er nået dertil, hvor vi laver et lovindgreb, der ikke er godt for noget, og som risikerer at have den modsatte effekt end den oprindelige hensigt.

Venstre ønsker flere almene boliger, men loven risikerer at have den modsatte effekt. Når grundejerne bliver tvunget til at sælge under markedsprisen, er der risiko for, at det ikke længere kan betale sig at bygge nye boliger. Dermed vil der fremover blive bygget færre boliger. Flere høringsparter advarede under høringen til lovforslaget om, at det på sigt vil betyde, at antallet af nybyggede ejendomme vil falde, fordi økonomien ikke hænger sammen. De advarsler sad den daværende regering overhørig. Den fejl vil vi ikke begå i Venstre. Vi skal – som et ansvarligt parti - bidrage til, at der kommer flere boliger - ikke færre.

Loven om blandet boligsammensætning er et angreb på den private ejendomsret, og det bliver aldrig god liberal politik. Derfor vil vi i Venstre se på, om der blandt de øvrige borgerlige partier er opbakning til at rulle loven tilbage. Venstres forslag om en tilbagerulning handler ikke om, at vi vil tage noget fra nogen. Det handler tværtimod om, at vi vil give det tilbage, som grundloven har givet os alle – nemlig retten til selv at bestemme, hvad der skal bygges på den grund, vi ejer.

Forrige artikel S: Storbyen er ikke kun for de velstillede S: Storbyen er ikke kun for de velstillede Næste artikel Forsker: Gør bandernes familie til alliancepartner Forsker: Gør bandernes familie til alliancepartner