Udsættelser: Kommunerne sidder med nøglen
DEBAT: Antallet af udsættelser har igen sat ny rekord. I de sidste 10 år har magtesløsheden rådet. Måske kan de nye initiativer fra BL - Danmarks Almene Boliger - og KL medvirke til at vende en udvikling, som er en skamplet i vores velfærdssamfund, skriver BL's formand.
Af Palle Adamsen
Formand for Boligselskabernes Landsforening.
Det er næsten blevet lige så sikkert som amen i kirken, at når domstolsstyrelsens statistik for udsættelsessager, effektueret af fogedretterne, kommer på gaden, så rettes mediernes, politikernes og eksperternes søgelys mod denne ubehagelige sociale kendsgerning. I år var ingen undtagelse. Tallet var igen steget - i 2010 blev der effektueret 4.382 udsættelser via fogedretterne, og det er en ny rekord og en stigning på 12 % i forhold til 2009. Målt i forhold til 2002, hvor tallene blev offentliggjort første gang - er det en stigning på over 200 %.- sådan Danmark!
Hjælpen er langt væk
Jeg blev som så mange andre interviewet, da tallene kom på gaden - og lige som de foregående gange, følte jeg igen magtesløsheden over disse sociale tragedier. Vi har et velfærdssamfund, som på mange måder er fintmasket. Vi kan stille komplicerede diagnoser og tilbyde avancerede behandlingsforløb - men hvis du ikke magter noget så basalt som din bolig og dit tag over hovedet - så er hjælpen langt væk.
Vi ved ganske meget om fænomenet udsættelser. 70 % af de udsatte bor alment, de har en væsentlig lavere disponibel indkomst end lejere generelt og har ikke oplevet samme indkomstudvikling som lejere generelt. Vi ved også, de er mere gældsplaget, og at de har svært ved at overskue og administrerer deres økonomi. Antallet af enlige mødre er stigende, og kontanthjælpsmodtagere og lejere med anden etnisk baggrund er mere udsatte.
Vi ser også en tydelig tendens til, at flere og flere af dem, som udsættes, er anvist af kommunerne, og de har boet forholdsvis kort tid i deres bolig. Det koster en bunke penge, og hvis ikke kommunen anviser en ny bolig, så ender mange i hjemløshed - og ikke mindst børnene får ar på sjælen.
Kommunerne sidder med nøglen
Danmarks almene boliger er en helt afgørende aktør, når de boligsociale opgaver skal løses. Men vi må og skal inddrive huslejen. Det siger loven, og det siger rimeligheden. For når huslejen udebliver, så er det naboen, der skal betale regningen. Udgifterne til kreditforeningen og den offentlige forsyning skal jo betales.
Som tingene er skruet sammen, sidder landets kommuner med nøglen til at sikre betaling for den nuværende bolig eller anvisning af en ny bolig. Siden medio 2009 har boligorganisationerne haft den opgave at fortælle kommunerne, at nu er en udsættelse på vej, inden fogeden dukker op. Ideen er, at kommunen skal kunne nå at gribe ind, men langt fra alle kommuner har et ordentligt og koordineret beredskab til at modtage disse advarsler.
Når der er børn involveret har kommunerne pligt til at sikre hensyn til børnene, og hvis lejerne har særlige behov, er psykisk syge, demente eller lignende har kommunerne også en række forpligtigelser. Alle andre lejere skal have et tilbud om rådgivning eller anden hjælp. Men i 4.382 tilfælde i 2010 har disse forpligtigelser eller tilbud om rådgivning ikke været fintmaskede nok. Og min bekymring er, at tallet stiger igen i 2011, hvis ikke der tages aktive skridt.
Helhedsorienteret rådgivning
Sammen med KL har vi i BL netop udgivet en vejledning med råd og værktøjer til kommuner og boligorganisationer. Det er f.eks. opfordring til brug af PBS som betaling, direkte overførsel af boligstøtte og boligydelse fra kommunen til boligorganisationen, administration af kontanthjælp og pension og styrket rådgivning om de individuelle boligstøtteregler. Erfaringerne viser, at de kommuner, som har etableret et beredskab og en koordinering, nedbringer antallet af effektuerede udsættelser.
Herudover har en række af landets boligorganisationer fået satspuljemidler til at etablere en fremskudt rådgivning over for de udsættelsestruede lejere. Gennem en helhedsorienteret rådgivning om rettigheder, økonomi og muligheder på boligmarkedet er målet at nedbringe antallet af effektuerede udsættelser.
Der er ingen tvivl om, at indsatsen fra boligorganisationer og kommuner fører til færre udsættelser. Men samtidig er der heller ingen tvivl om, at presset økonomi i familier ramt af arbejdsløshed og lave overførselsindkomster trækker tallet for udsættelser op.
Det er mit inderlige håb, at det ved fælles hjælp snart lykkes at knække kurven for udsættelser - alt andet vil ikke være til at bære.
