Tryghed i boligen – også i krisetider

Af Jesper Larsen
Cheføkonom i Lejernes Landsorganisation (LLO)

<img align="left" src="@nyimg=10967@" />

Det er velkendt, at ejerboligmarkedets krise har ført til, at flere og flere ejerlejligheder og parcelhuse nu udlejes. Antallet af udlejede ejerlejligheder er ikke som fremført i pressen steget med 6 gange, men vokset fra det laveste niveau i 2001 på 38 procent til ca. 44 procent i dag. Ca. 100.000 af de i alt 226.000 ejerlejligheder blev i 2011 beboet af en lejer.

For lejerne er denne udvikling et tveægget sværd. På den ene side betyder ejerboligmarkedets krise, at udbuddet af boliger til leje stiger. På den anden side er det ikke rimelige boligforhold, der tilbydes lejeren. Alt for ofte bliver ejerlejlighederne i den ældre ejendomssektor udlejet med korte og ulovlige tidsbegrænsninger. Tidsbegrænsningerne betyder, at lejeren bliver tilpas "føjelig". Lejeren klager ikke over huslejen, for alternativet er et siksak rundt efter en tryg bolig.

Høj husleje - men lejerne klager ikke
Lejlighederne udlejes typisk til en meget høj husleje. Det er der i almindelighed ikke noget at gøre ved i 20.000 udlejede ejerlejligheder i ejendomme ibrugtaget efter 1991, fordi de kan udlejes til fri husleje. Ejerlejlighederne i denne gruppe er fortrinsvis store lejligheder med en husleje på over 10.000 kr. om måneden. Derfor bliver disse lejligheder for lavindkomsterne til en utryg nødløsning som en delelejlighed. De ca. 80.000 udlejede ældre ejerlejligheder udlejes efter devisen "går den, så går den". Heldigvis kan en lejer af en ældre ejerlejlighed få nedsat lejen til det niveau, andre lejere betaler for tilsvarende kvalitet mv.. Regner man lidt på antallet af sager i huslejenævnene om lejens størrelse i udlejede ejerlejligheder og antallet af nyudlejninger af ejerlejligheder udgør tvisterne om lejen kun ca. 3 procent om året af nyudlejningerne. Tallene viser, at langt de fleste lejere ikke klager, de tør eller vil ikke, fordi de har et tidsbegrænset lejemål.

Politisk kampagne tilsidesætter lejernes rettigheder
Den øgede bo-usikkerhed for lejerne kommer hver gang, ejerboligmarkedet går i krise. Selv om det kun er et lille mindretal af boligejerne, der set over længere sigt har haft et formuetab, og selv om mange af dem kompenseres i et billigere boligkøb, så benyttes boligejernes problem til en kampagne, som skal føre til et politisk indgreb, der tilsidesætter lejerens rettigheder. Det skete i 1991, og det vil ske igen, hvis tvangsauktionerne for ejerlejlighederne kommer fra det nuværende niveau på ca. 65 om måneden op på et niveau med 298 om måneden, som vi så i starten af 90'erne.

For lejerne er det helt centralt, at der ikke systematisk kan udlejes tidsbegrænset med den begrundelse, at salgstidspunktet er dårligt. Hvis dette bliver en generel mulighed, vil velhavere som i Østeuropa benytte lavkonjunkturen til at opkøbe ejerlejligheder til ren spekulation. Dermed vil endnu flere af de dårligst stillede lejere, dem der ikke blev skrevet op til en almen bolig i tide og dem uden forbindelse, blive "normader" på boligmarkedet. Samtidigt vil huslejekontrollen reelt blive sat ud af kraft. 

De fleste ønsker en tryg bolig 
Lejerens boligbehov skal løses med nybyggeri af betalelige og trygge udlejningsboliger samt sikring af en betalelig bestand af lejeboliger. Boligejernes problem skal løses ved at genskabe tilliden til beskæftigelse og vækst. Man kunne reservere særlige gunstige låne- eller støtteformer til boligejere med et boligsocialt problem.

Boligejerens problem viser, at reguleringen af ejerboligmarkedet har været forkert. Her har ikke kun banker og kreditforeninger et ansvar, men også de rådgivere, der sidder i Nationalbanken og i Vismandsinstitutionen. Reguleringen af priserne i ejerboligerne burde for længst have været ajourført, så den sikrede en stabil udvikling i ejerboligernes priser. Det er kun de færreste boligejere, der køber bolig for at spekulere. De fleste ønsker ligesom lejerne en tryg bolig.

debat@altinget.dk