Storbyer satser på privat studieboligboom

STUDIEBOLIG: Lempede plankrav og hurtig sagsbehandling er to af de våben, universitetsbyerne tager i brug for at sætte fart i private investeringer i studieboliger. Initiativer gør en forskel, vurderer investor.

I København har kommunens økonomiudvalget netop indstillet til Borgerrepræsentationen, at der skal lempes på kommuneplanens krav til netop studieboliger. I Aarhus behandlede byrådet onsdag et forslag om at fordoble antallet af nye boliger til studerende i de næste fire år. Også her arbejder kommunen på sideløbende at støtte private investorer, der gerne vil bygge studieboliger.

Rådmand for Teknik og Miljø i Århus Bünyamin Simsek (V) forklarer, at kommunen på baggrund af en analyse af behovet for boliger har forsøgt at strømline sagsbehandlingen, når en privat investor kommer med en idé til nye studieboliger.

"Vi har igangsat et arbejde med at afdække arealer i Aarhus med henblik på hurtigt at kunne henvise private investorer, der kommer og vil investere. Væksten er så massiv i Aarhus, at de selv kommer til os," siger Bünyamin Simsek, der forventer, at private investorer vil matche de cirka 2.500 almene ungdomsboliger, der skal bygges de næste fire år, hvis onsdagens afstemning i byrådet falder ud som ventet.

Login