Sommerserie med Niels Flemming Hansen: "Min første tale i Folketinget blev fejret sammen med en politisk modstander"

SOMMERSERIE: Niels Flemming Hansen (K) mærkede for alvor ansvaret som folketingsmedlem, da han gik på talerstolen første gang. Talen blev efterfølgende fejret med en kollega fra et andet parti.

Hvad tænkte du om de ordførerskaber, som du er blevet tildelt?
Jeg ville gerne have haft erhvervsordførerskabet, men jeg var godt klar over, at Mona Juul ville få det. Egentlig havde jeg ikke søgt transport. Jeg har jo en far, der har været transportminister, så jeg syntes, at det ville være lidt søgt. Men Søren (Pape Poulsen, red.) mente, at jeg skulle have transportområdet, og det har jeg været superglad for. Jeg søgte selv forsvar, fordi jeg mener, at vi bør styrke vores veteranindsats. De her mennesker, som er i værnepligt eller er ude i krig for Danmark, er helte i min optik.

Hvordan husker du dit første samråd?
Det var lidt et spil mod transportministeren. Der var en børnehaveagtig stemning mellem spørgeren og ministeren. Jeg tænkte, det var spild af borgernes penge. De fleste samråd er heldigvis meget seriøse. Nogle gange ændrer et samråd rent faktisk også noget. Vi har lige haft et om manglende udbetaling af lønkompensation til virksomheder, der har været i konflikt med fagbevægelsen. Der endte regeringen faktisk med at lave reglerne om.

Hvordan var det at stå på talerstolen for første gang?
Den tale kan jeg tydeligt huske. Det var, da vi skulle sende soldater til Mali. Når man står der som nyt folketingsmedlem og skal tage så stor en beslutning, så mærker man pludselig ansvaret. Jeg havde virkelig læst mig ned i stoffet inden min tale. Når man går på talerstolen for sådan en sag, som man virkelig brænder for, giver man den ikke bare lidt ekstra. Så giver man den alt, hvad man har. Det var et tungt åg på mine skuldre lige pludselig at skulle være en af de 179, der skulle beslutte at sende danske soldater i krig. Der var måske kun seks til otte mennesker i salen, der oplevede min første tale. Efter talen ringede Anders Kronborg fra Socialdemokratiet og inviterede mig på Toga. Det, synes jeg, siger noget om kollegialiteten på Christiansborg, at en politisk modstander gerne ville fejre min første tale med mig. Det kan også være rart at diskutere politik, uden at man nødvendigvis sidder i et ministerium, hvor møderne kun varer en time. Hvis ikke vi mødes uden for vores kontorer en gang imellem, bliver politik altså svært.

Hvad var din første politiske aktivitet?
Det med at være politisk aktiv ramte mig, da jeg var ansat i TDC. Der foregår et politisk spil i en virksomhed af den størrelse. Det spil skal man kunne lide at være i, og det kunne jeg. Pludselig kom de så en dag fra Konservative og spurgte, om jeg ville stille op til Folketinget. Det endte jeg så med, og det er klart, når man først har truffet sådan et valg, begynder man for alvor at interessere sig for politik. Der er virkelig en stejl læringskurve forbundet med at gå ind i politik. Man kan få virkelig meget tid til at gå herovre i porcelænshuset, men jeg vil ikke bare sætte mig ned på bageste række og hæve mit salær. Det kan man ellers godt gøre, hvis man vil.

Hvad var din første store læseoplevelse?
Jeg kan huske mange gode bøger, men der er ingen tvivl om, at Susan Hintons 'Outsideren' og 'Motorcykeldrengen' betød meget for mig i mine ungdomsår. Det var supergode skildringer af de rige og dem, som de kaldte sosserne i bøgerne. Jeg har også læst bøgerne for mine drenge. Jeg vil også gerne fremhæve Kenn Folletts bøger. 'Giganternes Fald' og 'Jordens Søjler' gav virkelig nogle fantastiske minder fra den sommer, hvor jeg læste dem.

Hvad er dit første sommerferieminde?
Mit første sommerferieminde er fra Bornholm. Vi holdt altid meget ferie i Danmark med mine forældre. Et år syntes mine forældre ikke, at vi havde holdt nok ferie, så vi tog til Dueodde. Det kan jeg huske som et varigt minde. I min familie tager vi meget på bilferie om sommeren. Vi taler godt sammen i bilen, for der er noget ved, at vi pakker os godt sammen alle fire i bilen og kører afsted sydpå.

Forrige artikel Boligminister: Jeg er overrasket over, hvor meget symboler betyder, og hvor lidt milliarder betyder i politik Boligminister: Jeg er overrasket over, hvor meget symboler betyder, og hvor lidt milliarder betyder i politik Næste artikel Samsøs borgmester bliver næstformand for landdistrikterne