Udkanten er mulighedernes land

Af Finn Slumstrup
Forfatter og foredragsholder

”Oprør fra Udkanten. Mulighedernes land 2.0” er navnet på det initiativ, professor Viggo Mortensen og undertegnede søsatte ved en konference her på Ærø den 27. september. Se nærmere på www.oprørfraudkanten.dk, hvor man også kan studere det ”Udkantsmanifest”, den bredt sammensatte forsamling enedes om.

Et manifest, som tydeligt markerer de mange aktivisters træthed over en dagligdag præget af tomme hensigtserklæringer og lappeløsninger, når det gælder livet i Udkantsdanmark, som immer hen er ramme om mere end 800.000 menneskers tilværelse.

Ryd op i junglen af tilskud
Der er simpelthen behov for, at hele problematikken bliver tænkt igennem fra bunden, så Danmark kan få en sammenhængende politik for yderområderne. Hvad vi ikke har haft i mange år.

Der er behov for en kvalificeret kommission, som kan kulegrave hele området og rydde op i den jungle af tilskud og af refusionsordninger kommunerne imellem, som har udviklet sig til det uigennemskuelige.

Ganske som der er behov for en analyse af samspillet mellem EU’s udviklingsfonde og den nationale politik.  

Alt dette naturligvis under forudsætning af, at der virkelig er politisk vilje til at sikre et Danmark, hvor hele landet er beboet! Det er fastslået i talrige erklæringer på både regionalt og nationalt plan, at et ”Danmark i balance” skam er ambitionen. Men den politiske virkelighed tilsiger noget andet.

Udkanten klynker ikke
Konferencen var præget af kampmod, utålmodighed – og vrede. Der var massiv opbakning til den grundholdning, vi har givet udtryk for i en række indlæg i medierne op til konferencen: Udkanten er Mulighedernes Land!

Vi klynker og klager ikke, men vi er vrede over den helt uacceptable skævvridning, der sker. En skævvridning, som ikke alene er udtryk for markedskræfternes hærgen, men også er et resultat af en lang række politiske beslutninger, som understøtter markedskræfterne og vanskeliggør det ”Danmark i balance”, man angiveligt ønsker.

Vi er vrede over, at det skal være så besværligt at komme til at dokumentere mulighedernes eksistens i udkanten!

Lad os tage blot et enkelt konkret eksempel: Alle er enige om, at ny kommunikationsteknologi er en vældig mulighed netop i udkanten – for teknologien fjerner den geografiske afstands betydning, som det så tit er blevet sagt.

Jamen, hvorfor er det så ikke en klar offentlig opgave at sørge for, at den nye teknologi med hurtigt bredbånd og ordentlig mobildækning virkelig er til stede i yderområderne?     

Den dobbelte centralisering
Når talen er om skævvridningen, bliver der altid – med rette – talt om den kolossale centralisering i de seneste årtier. Kulminerende med strukturreformen i 2007, hvor kommunernes antal blev reduceret til 98, og hvor 14 amter forsvandt til fordel for 5 regioner.

Og der peges på centraliseringerne inden for sundhedsvæsen, retsvæsen med meget mere. Alt sammen berettigede argumenter, hvor nålen peger på Christiansborg.

Men noget af det interessante, der er kommet ud af diskussionerne i det netværk af aktivister, vi har opbygget efter konferencen, er gentagne påvisninger af, at der foregår endnu en centralisering, så at sige neden under den statslige.

I kommunerne foregår der store bestræbelser for at sikre, at hovedbyen i den endnu ret nydannede storkommune virkelig bliver en centerby, som dels suger liv til sig fra den kommunale udkant, dels favoriseres ved opbygning af institutioner og tildeling af ressourcer af forskellig art.

Derved kommer der endnu et element af skævvridning ind. Udviklingen har altså i de senere årtier været præget af centralisering – og i de sidste 6-7 år altså tilmed af en dobbelt centralisering.

Det kommunale må se indad
I det hele taget kan de kommunale spillere ikke krybe i skjul og blot pege på initiativer, der udgår fra regering og Folketing, når vi taler skævvridning.

Borgmestre og deres kommunalbestyrelser må gribe i egen barm og spørge sig selv, om ikke de i virkeligheden selv på hjemmebane er lige så centraliserende og magtsamlende, som de ofte bebrejder de nationale politikere at være?

Dertil kommer, at specielt yderområdernes borgmestre og kommunalbestyrelser har et ganske særligt ansvar for at kæmpe sig fri af den udkantens politiske impotens, som er så tydelig. Netop i et centraliseret samfund er det et kæmpehandicap, at udkantens talsmænd- og kvinder er så decentraliserede, når de skal spille på den nationale bane.

Sat på spidsen har vi alt for mange gange set fotos i lokalavisen af den lokale borgmester med kommunaldirektøren ved sin side, der skal op til Margrethe Vestager – nu Morten Østergaard – for at bede om hjælp.

Samarbejde gør stærk
Udkantens politikere er nødt til at finde sammen i nye alliancer for at kunne fremføre deres sag med så stor vægt som muligt. Det er et skridt i den rigtige retning, når Læsø, Samsø og Ærø går sammen i aktuelle situationer, for de færgeafhængige mellemstore øer har en række fælles udfordringer.

På tilsvarende vis kan der tænkes mange andre kombinationer, hvor man går flere sammen. For i stigende grad vil kommunale enkeltaktioner højst kunne skaffe varme af den meget kortvarige slags.

Del de gode historier
Den måde, hvorpå vi som aktive og myndige borgere kan understøtte vore lokale politikeres bestræbelser, vil være ved at også vi på græsrodsplan ser ud over sognegrænsen og bliver bedre til at netværke og dele gode historier med ligesindede.

En lokal succeshistorie fra en landsby på Sydfyn kan jo udmærket være baseret på et initiativ, der også vil kunne få gennemslagskraft i Vestjylland eller på Lolland. Alt for mange gode historier og erfaringer fra Udkantsdanmark forbliver særdeles lokale, fordi vi er for dårlige til at dele dem med hinanden.

Vi har alle et medansvar for at skabe et ”Danmark i balance”. Der udstedes ikke fribilletter. 

debat@altinget.dk