Sådan gik det boligordførerne ved valget

VALG: Tre boligordførere røg ud af Folketinget ved valget. Boligudvalgets formand Nanna Westerby (SF) blev stemt ud sammen med Anita Knakkergaard (DF) og Daniel Rugholm (K).

SF's tilbagegang kostede således taburetten for Boligudvalgets formand Nanna Westerby (SF). Den blot 27-årige Westerby er ellers blevet spået en stor fremtid i SF. Men trods et pænt valg med 2.051 personlige stemmer måtte hun se sig sig snævert slået med blot 400 personlige stemmer af Pia Olsen Dyhr (SF) i Nordsjællands Storkreds.

Efter 10 år som folketingsmedlem må Dansk Folkepartis 64-årige Anita Knakkergaard (DF) også vinke farvel til Folketinget. Hun blev overhalet i Nordjyllands Storkreds af den unge Morten Marinus. Knakkergaard kan heller ikke se frem til en afløsertjans, da hun blot blev 3. suppleant for DF i Nordjylland efter Rikke Karlsson og Ib Poulsen.

Vælgerflugten fra Konservative i almindelighed og Lene Espersen i særdeleshed betød, at 29-årige Daniel Rugholm (K) ikke blev valgt ind i Nordjylland. Han sikrede sig dog pladsen som 1. suppleant for Lene Espersen i tæt opløb med Thomas Krarup.

Login