S: Invester ikke i udkanten for udkantens skyld

Af Kaare Dybvad (S)
MF

De seneste ti år har vi set den største centralisering i Danmarkshistorien, siden enevælden blev indført. Det startede med strukturreformen, der i 2005 gennemførte en omfattende centralisering af den kommunale velfærd med løftet om en mere effektiv offentlig sektor. Intet tyder indtil videre på, at de lovede gevinster er indfriet. Strukturreformen og dens sammenlægninger af kommuner og amter udgjorde den første bølge i centraliseringen.

Den anden bølge er mere spredt, men ikke desto mindre lige så omfattende. Den udgjordes af en lang række reformer af alt fra politi og retsvæsen til de videregående uddannelser, jordbrugskommissionerne, miljøforvaltningen og skattevæsenet.

Alle enheder blev større, og ofte røg små, velfungerende institutioner med i blenderen, når den offentlige forvaltning blev klasket sammen og fordelt i nye enheder. Men også her mangler vi stadig at se de positive resultater. Skattevæsenet er kun blevet ringere, uddannelsernes kvalitet daler, og kriminaliteten er ikke ændret mærkbart.

Den tredje bølge
I øjeblikket oplever vi så den tredje bølge af centralisering, som drives frem af de krav om omprioritering, som regeringen har stillet til kommuner, regioner og så godt som alle offentlige institutioner. Omprioritering betyder i denne sammenhæng simpelthen, at man fjerner mulighederne for at prioritere lokalt og i stedet samler fordelingsmagten i regeringen. Det betyder, at en kommune ikke har mulighed for selv at prioritere mellem erhvervsudvikling, daginstitutioner, lav skat eller ældrepleje.

Det råderum, man tidligere havde til den slags overvejelser, lægges nu ind i finanslovsforhandlingerne. Måske betyder det topskattelettelser, måske betyder det en nationalt dikteret pulje til ældrepleje. Men sikkert er det, at den lokale politiske prioritering langsomt bliver fjernet fuldstændigt. Ethvert lokalt særpræg eller styrkeposition klemmes ned i en standardmodel, mens de besparede midler fordeles mellem de regerende partiers politiske Hassan’er.

For uddannelserne betyder den tredje bølge af centralisering, at de må lukke nogle af de uddannelser, der ligger i de små- og mellemstore byer. Det betyder, at det bliver meget svært at sikre kvalificeret arbejdskraft til de mange eksporttunge virksomheder i provinsen, ligesom den offentlige administration og undervisningssektorens kvalitet forringes. Netop lokale uddannelser er ellers ifølge en undersøgelse fra UC Berkeley med til at sikre højere produktivitet på det lokale arbejdsmarked, og dermed fastholde arbejdspladser på lang sigt.

For Danmark, ikke udkantens skyld
Når regeringen nu har besluttet at flytte ca. halvdelen af det antal arbejdspladser, der de sidste ti år er flyttet fra provinsen til København, tilbage igen, så er det en beslutning, som fortjener ros. Når videnskabsministeren og erhvervs- og vækstministeren holder taler om værdien af udvikling i hele landet, så er det den rigtige indstilling.

Ikke fordi man skal tage noget fra hovedstaden og give det til resten. Men fordi vi skal investere i de samfund i provinsen, der lykkes bedst med at skabe eksportvirksomheder, med at få unge mennesker i uddannelse og med at integrere folk, der kommer fra udlandet til Danmark. Det er tre områder, som vi mister evnen til at lykkes med som samfund, hvis vi fortsætter med at centralisere aktiviteter og arbejdspladser fra provinsen. Det er altså ikke for provinsens skyld, men for hele Danmarks skyld, at vi skal fordele vores goder mere ligeligt.

Det er positivt, at det virker til, at ministrene i regeringen har forstået kvaliteten i at sikre et land i balance på det overordnede plan. Ikke desto mindre er regeringen godt på vej til at udrulle den tredje bølge af centralisering, som de mange omprioriteringsmilliarder udgør, mens skåltalerne holdes. Fede ord flyder som bekendt godt over magre resultater.

debat@altinget.dk