Matematik skal løse ejendomsknude

KORT NYT: Problemerne med mange skæve ejendomsvurderinger er velkendte. Nu skal problemerne løses ved hjælp af matematiske formler.

De danske ejendomme vil i fremtiden blive vurderet ud fra en lang række faktuelle data i stedet for subjektive skøn. Det er ambitionen for regeringens ekspertgruppe, der har fået til opgave at finde et alternativ til Skats vurderinger, der har været udsat for hård kritik. Det skriver Business.dk

”Der er i alt omkring 40.000 bolighandler i Danmark om året, og der er 1,7 millioner ejerboliger. Vi skal lave en ny model, der kan bruge et stort antal datasæt fra de 40.000 årlige handler til at give en mere retvisende vurdering af alle landets ejerboliger. Det er en relativt kompleks øvelse, men jeg er overbevist om, at vi vil fremlægge en model, der bliver en reel forbedring,” siger Peter Engberg Jensen, der er formand for ekspertudvalget, til Berlingske Business.

De indsamlede data vil blive bearbejdet og vægtet ud fra matematiske modeller i én samlet model for at fastlægge vurderingen af den enkelte bolig. Det vil ifølge Peter Engberg Jensen give en mere præcis vurdering af ejendommens værdi.

Login