Mærskfond giver 36 millioner til sejlsportscenter

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal bevilliger 36 millioner til Sailing Aarhus' nye interationale sejlsportcenter.

Arkitektfirmaerne Entasis og Praksis Arkitekter blev tilbage i december udvalgt til at tegne det nye internationale sejlsportcenter, der skal være med til at tiltrække opmærksomhed til sejlsporten i Danmark. Nu får projektet ekstra vind i sejlene med en stor donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Fonden giver 36 millioner til projektet.

Sejlsportcenteret skal ligge på Isbjerget, en grund, der er stillet til rådighed af Aarhus Kommune, og borgmester Jacob Bundsgaard (S) udtrykker stor glæde og stolthed over donationen. Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R) udtaler til Århus Stiftstidende: "Det nye sejlsportscenter bliver et centralt omdrejningspunkt for sejlsporten og hele livet på Aarhus Ø. Det bliver en bygning, der kommer til at binde by og vand sammen, og som for alvor vil blomstre, når Århus i 2018 danner ramme om VM for samtlige olympiske bådklasser."

Arbejdsgruppen bag sejlsportcenteret skal nu i gang med fundraising, projektering og lokalplanudarbejdelse og formand for Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter i Århus, Hans Skou, takker A.P. Møller og hustru for blåstemplingen af projektet.

Login