Lokalpolitiker: Negativt mediefokus skaber utryghed

DEBAT: Den nye tværfaglige indsats i samarbejde med beboere, boligselskaber og politiet ser ud til at virke. Det næste skridt er at få den gode fortælling frem, skriver formanden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og byrådsmedlem i Slagelse, Helle Jacobsen (V). 

Af Helle Jacobsen (V)
Byrådsmedlem og formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Slagelse

Der skal være trygt, dér hvor vi bor. Det ønsker vi alle, uanset hvor vi bor. Det gælder naturligvis også i boligområder, hvor indkomsten generelt er lavere end gennemsnittet, hvor uddannelsesniveauet er lavere, og ja, hvor kriminaliteten er højere.

I Slagelse kommune er to boligområder udpeget som såkaldte SUB-områder, Særligt Udsatte Boligområder (tidligere: Ghettoområder). Betegnelsen er egentlig ikke særligt klædelig, men den dækker over netop det, at der er billige boliger, lavt indkomst- og uddannelsesniveau og mere kriminalitet. Det er ikke nogen ønskedrøm for en kommune at få to boligområder udnævnt som sådan. Og så alligevel: For betegnelsen synliggør også et behov for at gøre noget andet. For hvis vi bliver ved at gøre det samme, får vi samme resultat.

Vi besluttede at gøre noget andet, og det ser ud til at kunne lykkes.

Det tværfaglige samarbejde begynder at virke, beboerne begynder at tage mere ansvar for deres boligområde, og de velfungerende unge træder mere og mere i karakter.

Men politiets tryghedsmåling viser, at hver fjerde beboer i Ringparken og hver tredje beboer på Motalavej generelt stadig føler sig utrygge.

Så hvad skal der til for at gøre oplevelsen af de udsatte boligområder mere tryg?

Den gode historie
I første omgang satte vi ind ved at styrke det tværfaglige samarbejde, både internt i kommunen og eksternt i forhold til politiet og boligselskaberne. Senere kom beboerne med, især fædregrupperne og de berømte "Firebirds", hvor børn og unge lærer at slukke brande.

Vi samlede de ressourcer, som kommunen i forvejen skulle bruge i områderne, i en projektorganisation, som er til stede netop dér: I boligområderne. De første år er gået med at få det tværfaglige samarbejde til at virke på en ny og mere effektiv måde.

Nu har vi fokus på, at beboerne og andre i kommunen skal opleve, at det reelt er blevet mere trygt at bo i områderne - samtidig med at vi stadig arbejder på rent faktisk at øge trygheden.

Når hver fjerde beboer i Ringparken og hver tredje beboer på Motalavej stadig føler sig utrygge, er det for mange. Men det er samtidig fortællingen om, at tre ud af fire i Ringparken og to ud af tre på Motalavej enten er grundlæggende trygge eller tilfredse med at bo i områderne.

Det er bare ikke det, vi hører om i medierne. Og når fokus på områderne primært er negativt, er det med til at fastholde eller endda skærpe følelsen af utryghed. Derfor vil vi også gerne sætte fokus på de positive fortællinger - for dem har vi rigtig mange af.

Og derfor er det også vigtigt at vise de unge, som oftest er fredelige, velfungerende unge, som ønsker job og uddannelse - fremfor at fokusere på den lille gruppe, som laver kriminalitet eller har en negativ adfærd på gaden. Sidstnævnte tages der hånd om i det tværgående samarbejde, ligesom der arbejdes med omgående konsekvenser.

Den gode fortælling finder vi ved at sætte fokus på de personer, som har haft en positiv opvækst i områderne. Vi skal understøtte beboernes gode historier, som medvirker til et tryghedsskabende billede af miljøet i boligområderne.

Mål og forventninger
Vi har lavet en ‘nulpunktsmåling’ og forventer, at den tværfaglige indsats i samarbejde med beboere, boligselskaber og politiet giver forbedringer i forhold til målene i Projekt Trygge Områder: Højere indkomst- og uddannelsesniveau, lavere kriminalitet og derved mere tryghed.

Samtidig arbejder vi på at få de gode fortællinger frem, og når vi laver den næste tryghedsmåling, håber vi at kunne se resultatet: At flere beboere og kommunens øvrige borgere reelt oplever mere trygge boligområder. 

Forrige artikel Realdania: Velfærdssamfundets grundarkitektur skal sikres Realdania: Velfærdssamfundets grundarkitektur skal sikres Næste artikel LLO: Udlejere ansvarlige for lejelovenes kompleksitet LLO: Udlejere ansvarlige for lejelovenes kompleksitet