Lejerbo: De psykisk udsatte er et overset problem

Af Gunnar Sørensen
Organisationsformand, Lejerbo Frederiksberg, næstformand, Lejerbos Hovedbestyrelse

Der er gang i undersøgelserne af tryghed og utryghed i de udsatte almene boligområder. Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) har netop i en kronik i Politiken den 20. april konkluderet, at utrygheden er tiltagende og betydelig større i de udsatte områder end i resten af Danmark. Dokumentationen er, at 43 procent af beboerne i de udsatte områder ikke vil låne deres nøgle ud til en nabo, mens det tilsvarende i almindelige kvarterer kun er 10 procent.

For nyligt har Rigspolitiet offentliggjort sin tryghedsmåling for de områder, som politiet har udpeget som særligt udsatte målt ud fra kriminalitet. Undersøgelsen baserer sig på 12.000 besvarelser og politiets egen trusselsvurdering. Konklusionen er, at der er et fald i antallet af boligområder, der kan karakteriseres som særlige belastede, fra 34 i 2013 til 29 i 2014. Målingerne viser også, at 70 procent af beboerne føler sig trygge i deres nabolag, og 77 procent er trygge ved politiet.

Ensidig tilgang til problemet
Ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, har netop den 21. april udsendt et Hyrdebrev til landets kommuner med et tilbud om at indsætte et rejsehold til at rådgive kommunerne om særlig virkningsfulde kriminalpræventive og tryghedsskabende indsatser, som kan løse en akut opstået uro i boligområderne. Løsningerne skal ske i samarbejde med kommunerne og boligorganisationerne. Rejseholdet er en udløber af boligaftalen i efteråret 2014 mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Der er politisk træskovals omkring trygheden i vores boligområder. Og det er et vigtigt emne, bestemt. Men vinklen er efterhånden alt for ensidig og har en konstant undertone om manglende integration, bandedannelse og radikalisering, som præger en mindre del af de almene boligområder. Vigtige emner, javist, men også emner som er myndighedsanliggender.

Jeg har selv boet i en almen boligafdeling siden 1983 og er organisationsformand for ca. 1100 boliger på Frederiksberg. Jeg bor i en af de 8.860 velfungerede boligafdelinger. Skal jeg være tryg eller utryg, og kan jeg ringe til rejseholdet, når der opstår utryghed i min boligafdeling?

Psykisk syge beboer spreder utryghed
Jeg taler ikke om den utryghed, som vores politikere har fokus på. Jeg taler om den, de ikke har fokus på, nemlig de tusindvis af psykisk syge, som placeres i de almene boliger rundt i hele landet. Siden 1976 er antallet af psykiatriske sengepladser reduceret fra 11.000 til 3.000 og en rapport fra Psykiatriudvalget fra 2013 fastslår, at antallet af psykisk syge stiger hvert år, at antallet af kriminelle psykisk syge er firdoblet over de sidste tyve år, at antallet af psykisk syge misbrugere er steget med 23 procent, især gruppen med de stofrelaterede dobbeltdiagnoser er vokset.

I stedet for behandlingspladser har myndighederne introduceret begrebet ”recovery”. Det betyder i al sin enkelthed, at den psykisk syge selv skal lære at mestre angsten og vrangforestillingerne, mens naboen på den anden side af væggen lytter med, dag og nat. De psykisk syge er utrygge, naboerne er utrygge, og i en spørgeskemaundersøgelse fra november 2013 fremgår det, at 88 procent af de ansatte i boligorganisationerne oplever markante udfordringer med at håndtere psykisk syge beboere, halvdelen svarede, at det sker ugentligt.

Gad vide om jeg kan ringe til rejseholdet, næste gang en ansat trues med en springkniv, en beboer i sin hallucinationsrus vil begå selvmord, eller stanken bliver så ulidelig, at vi må bryde døren op til lejligheden.

debat@altinget.dk