EL-borgmester brugte 112.000 kroner på at undersøge egen forvaltning i sag om Amager Fælled

Politikere og en ekspert finder det problematisk, at teknik- og miljøborgmester Line Barfod har sat et eksternt advokatfirma til at kontrollere sin egen forvaltnings afgørelser i en sag om byggeriet på Amager Fælled, som hun er politisk imod. Line Barfod afviser at have beordret undersøgelsen, som ifølge hende er blevet bestilt på forvaltningens opfordring.  

Politisk bestillingsarbejde, spild af skattekroner og mistillid til embedsværket.

Enhedslistens Line Barfod får kritik fra de røde rådhus-kollegaer fra Socialdemokratiet og SF, efter at hun som miljø- og teknikborgmester har fået sin egen forvaltning undersøgt i en sag om byggeriet på Amager Fælled, som partiet gik på valg på at bremse i efteråret.

En aktindsigt fra Teknik- og Miljøforvaltningen i København viser nemlig, at Line Barfods forvaltning i februar bad advokatfirmaet Sirius om en granskning af forvaltningens godkendelse af, at virksomheden Fælledby kunne fortsætte arbejdet med at rydde planter og fælde træer på en del af byggegrunden på Amager Fælled. 

"I den her sag føles det som om, at borgmesteren gerne vil have ret, og derfor prøver at få et ekstra blik på sagen i håbet om, at resultatet skal blive anderledes. Det er kritisabelt at bruge kommunens penge på,” siger Astrid Aller, medlem af Teknik og Miljøudvalget for SF. 

Ifølge Line Barfod har hun truffet beslutningen om at købe ekstern advokathjælp efter råd fra Teknik- og Miljøforvaltningen selv. 

Beslutningen om at indhente vurderingen kom i kølvandet på, at forvaltningen tilbage i 2021, efter at have indhentet rådgivning fra eksterne miljøeksperter og advokatfirmaet Horten, havde givet grønt lys til, at rydningen af kratområdet på Amager Fælled kunne fortsætte.

Forvaltningens afgørelse blev dog anfægtet af protestorganisationen Amager Fælleds Venner.

Derfor valgte teknik- og miljøborgmesteren at indhente en ekstern vurdering af, om forvaltningens tilladelse til byggeriet overholdt en række krav i miljølovgivningen i byggeprojektet. 

Af aktindsigten fremgår det, at den samlede regning for den eksterne advokatundersøgelse endte på 112.000 kroner. 

Altinget har set notatet fra Sirius Advokater, som erklærer sig enig i forvaltningens konklusioner og vurderer, at forvaltningen har fulgt reglerne i relation til den miljøvurdering, som kommunen har givet til Fælledby grønt lys til at fortsætte byggearbejdet.  

{{toplink}}

S-politiker afviser opbakning
Line Barfod har som borgmester offentligt ytret ønske om at bestille en ekstern vurdering af den tilladelse, som forvaltningen har givet til Fælledby. 

I et svar til Socialdemokratiets medlem af Teknik og Miljøudvalget, Marcus Vesterager, fra 11. februar skriver Line Barfod, at Teknik- og Miljøforvaltningen i samråd med forvaltningens eksterne advokat vurderer, "at arbejderne er er foregået indenfor rammerne af VVM-tilladelsen” .

"Det ændrer dog ikke ved, at der er blevet fremført andre juridiske fortolkninger af grundlaget, af blandt andet Amager Fælleds Venners advokat," skriver hun og fortsætter. 

"Det har derfor været et ønske for mig at få en uvildig juridisk vurdering, og jeg glæder mig over, at der på mødet i Borgerrepræsentationen den 3. februar var opbakning til dette.” 

Men den opbakning har ifølge Marcus Vesterager aldrig eksisteret: 

"Det er ikke noget, som borgerrepræsentationen har bestilt. Det er borgmesteren selv. Man må gå ud fra, at hun ikke har haft tillid til forvaltningen og deres arbejde samt de konklusioner, som forvaltningen er kommet frem til tidligere.”  

Borgmester: Det tolker jeg som et klart mandat
Beslutningen om at indhente ekstern advokathjælp blev første gang drøftet på et møde i Borgerrepræsentationen den 3. februar i år.

Her krævede SF, at Teknik- og Miljøforvaltningen redegjorde for sit arbejde med at sikre, at de byggetilladelser, som forvaltningen havde givet til Fælledby, overholdt gældende regler og love på miljøområdet. 

På et videoreferat fra mødet fremgår det dog, at Line Barfod tolker SF's forslag som et mandat til at igangsætte en ekstern advokatundersøgelse.

“Jeg går ud fra, at hvis flertallet om lidt vedtager det her ændringsforslag, så har flertallet dermed givet mandat til, at jeg som borgmester kan indhente en opfattelse fra uvildig advokat af, hvordan en uvildig advokats opfattelse af juraen er på det her område. Og det vil jeg så gøre,” sagde Line Barfod på et efterfølgende møde i marts.  

Den udmelding gik SF’s Sisse Marie Welling i rette med.  

“Det er ikke borgerrepræsentationen, der pålægger borgmesteren, hvordan ændringsforslaget skal laves. Hvis borgmesteren vurderer, at der er behov for ekstern juridisk rådgivning, så er det noget borgmesteren sammen med sin forvaltning beslutter,” lød det fra sundheds- og omsorgsborgmesteren.

"Det er kompliceret stof"
Af aktindsigten fra Teknik- og Miljøforvaltningen fremgår det, at forvaltningen havde rådført sig med en række eksterne eksperter, før Line Barfod godkendte beslutningen om at indhente vurderingen fra Sirius Advokater.  

I aktindsigten kan man læse, at ingeniørfirmaerne SWECO, Rambøll, Amphi Consult og MOE alle havde bidraget med miljøvurderinger til forvaltningen, før vurderingen fra Sirius Advokater blev bestilt. 

Derudover havde forvaltningen søgt en vurdering hos HORTEN Advokater. Her lød vurderingen, at den VVM-tilladelse, som kommunen havde givet til Fælledby overholdt gældende love og regler.  

I et interview med Altinget gør Line Barfod det dog klart, at der alligevel var et ønske i forvaltningen om at få en uvildig juridisk vurdering af de tilladelser, som forvaltningen havde givet til Fælledby.  

"Vurderingen var, at det her var så juridisk kompliceret, at man havde brug for at få nogle øjne på fra advokater, der var specialister på det her område. Det er ikke en fuldstændig enkel juridisk vurdering. Det er kompliceret stof og ikke noget, som der ligger massevis af praksis på," siger Line Barfod. 

Hvem er det, der tager initiativet til at indhente den eksterne vurdering? Er det dig eller forvaltningen? 

”Det er jo forvaltningen, der gør det," siger Line Barfod.

Så det er forvaltningen, der får idéen til at indhente den eksterne juridiske vurdering? 

”Det er forvaltningen, der træffer beslutningen om at indhente den eksterne juridiske vurdering. Men det er noget, vi har drøftet løbende," forklarer borgmesteren.

Ifølge Line Barfod er hun før mødet i Borgerrepræsentationen den 3. februar blevet rådgivet af sin forvaltning til at indhente en ekstern juridisk vurdering af forvaltningens arbejde. 

Altinget har spurgt Teknik- og Miljøforvaltningen om skriftlig dokumentation for, at forvaltningen har rådgivet borgmesteren til at bestille advokatundersøgelsen.  

Ifølge forvaltningen er borgmesteren dog blevet rådgivet mundtligt, hvorfor der ikke eksisterer et notat om beslutningen. 

"Jeg tror ikke, at der ligger, eller jeg ved, at der ikke ligger et langt juridisk notat eller forvaltningsnotat om det," forklarede Line Barfod på et møde i Borgerrepræsentationen den 2. juni. 

Søren Wille, Teknik- og administrerende direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen, skriver i et svar til Altinget, at det var forvaltningens beslutning at indhente den juridiske vurdering fra Sirius advokater. 

Du kan læse hele Altingets interview med Line Barfod her

Forsøgte at bremse byggeri før
Enhedslisten har været imod byggeriet på Amager Fælled siden projektets start.

Partiet foreslog i august sidste år at indhente en ekstern juridisk vurdering af, om teknik- og miljøforvaltningen kunne og skulle trække byggetilladelserne på Amager Fælled tilbage.

Tiltaget blev nedstemt og erstattet med et alternativt forslag fra Konservative. Her undlod Enhedslisten at stemme med begrundelsen, at “forslaget underkender, at der er behov for en second opinion i sagen”.

Ifølge Roger Buch betyder bestillingen af den eksterne advokatvurdering, at man de facto får gennemført det, som Enhedslisten gerne ville gennemføre.

"Hvis det er tilfældet, at Line Barfod har presset på for at få en undersøgelse, så er det problematisk, fordi der decideret har været et forslag til behandling i borgerrepræsentationen om det, hvor der blev sagt nej,” siger Roger Buch. 

"I sådan et tilfælde ville hun have underkendt den afgørelse, som borgerrepræsentationen traf. Det mener jeg umiddelbart ikke, hun kan gøre," tilføjer han. *

Teknik- og Miljøforvaltningen bemærker i et svar til Altinget, at det forslag fra Enhedslisten om en ekstern advokatundersøgelse, der blev stemt ned i Teknik- og Miljøudvalget i august 2021 juridisk set ikke er de samme spørgsmål, som forvaltningen besluttede at få Sirius advokater til at undersøge i februar 2022.*

Ekspert: Eksterne vurderinger er ofte spild af penge
Det er meget sjældent, at en ekstern vurdering kommer frem til, at en forvaltning har misforstået regler og er kommet hjem til en forkert konklusion, forklarer Roger Buch.

"Forvaltningens medarbejdere er i højere grad eksperter end eksterne konsulenter, fordi det er dem, der sidder med de her ting hele tiden,” siger han.

Man ender altså med at konkludere, at de medarbejdere som er ansat i kommunens forvaltning, har gjort deres arbejde, som det skal gøres. Det er også tilfældet i denne sag, og er unødvendigt, mener Roger Buch.

"Som regel kan de her eksterne vurderinger ikke bidrage med noget som helst andet end at slå det fast, som alle godt vidste i forvejen. Og dermed bidrager de jo sådan set med ingenting. Det bliver penge ud ad vinduet,” siger han.

*Citatet fra Roger Buch er præciseret, så det fremgår tydeligere, at han taler om en hypotetisk situation.

* Kommentar fra Teknik- og Miljøforvaltningen tilføjet 20. juni 13.02. 

,

Forrige artikel Grønt overblik: Det skal du holde øje med Grønt overblik: Det skal du holde øje med Næste artikel "Historisk" boligaftale giver København mulighed for at skrue op for andelen af almene boliger