Fond: Bygherrerne med samfundsansvar efterlyses

DEBAT: Bygherrerne tager i stadig højere grad bæredygtige hensyn, når de sætter barren for byggeriet, skriver BoligfondenKuben, som vil præmiere samfundsansvarlige bygherrer.

Af Henrik Mielke
Bestyrelsesmedlem, Boligfonden Kuben, CEO, Enemærke og Petersen a/s, medlem af nomineringskomiteen for Bygherreprisen

Byggeriet i Danmark skaber de fysiske rammer, som alle danskere bruger hver eneste dag. Når først der er bygget eller anlagt, er de fysiske rammer fastlagt i mange år. Både godt og dårligt byggeri påvirker danskerne i lige så lang tid, som byggeriet bliver stående. Derfor er det helt afgørende, hvordan der bliver bygget.

Bygherren spiller en central rolle som den aktør, der sætter betingelserne for både det færdige byggeri og vejen dertil. Det er nemlig bygherren, som laver udbuddet og vurderer tilbuddene. Hvem skal vinde opgaven, og hvordan skal den løses?

En fremsynet bygherre, som er opmærksom på kvalitet, arkitektur eller samfundsansvar er udslagsgivende for at skabe byggeri og anlæg med en positiv effekt på brugere og omgivelser. Omvendt kan en bygherre uden ambition efterlade sig et kedeligt eftermæle.

Bygherrerens og mere generelt byggeriets samfundsansvar handler om den påvirkning, byggeprojekterne har på de mennesker, der skal opføre dem, de mennesker, som skal bruge dem, og den miljøpåvirkning, projekterne har. Samtidig handler det om at have et økonomisk ansvarligt sigte for både opførelse og drift. Alt det kræver kloge beslutninger i bygherreorganisationen.

Samfundsansvarlig udvikling i branchen
De seneste år er byggebranchen begyndt at italesætte deres samfundsansvar i højere grad end tidligere. Initiativet Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar (FBSA), som samler alle aktører fra hele branchen fra bygherre til håndværker, er et eksempel på den øgede interesse for at tænke byggeri i et større perspektiv.

Men også øget brug af bæredygtighedscertificeringer, branchens involvering i udvikling af energirenoveringsstrategien eller de mange konkrete visionære projekter i hele Danmark vidner om, at byggeriet er i fuld gang med at udvikle sig i en samfundsansvarlig retning.

Det er tydeligt, at byggebranchen er i gang med at udvikle sig mere bæredygtigt og samfundsansvarligt. Det er en udvikling, som skal understøttes, og som tager tid. Derfor er det vigtigt med fyrtårnsprojekter, som kan inspirere resten af branchen – og ikke mindst er det vigtigt med fokus på de bygherrer, som har et højt ambitionsniveau og realiserer det i fremadsynede projekter.

Hæder til fremsynede bygherre
Dette er baggrunden for, at BoligfondenKuben i 2016 ønsker at sætte fokus på den fremsynede bygherre. Konkret sker der ved at præmiere en bygherre, som har skabt byggeri, der gør en forskel, hvor bygherren har hævet barren, skabt uventet merværdi og løftet et samfundsansvar.

Det kan handle om, at der er skabt høj værdi for brugerne og en positiv afsmitning på samfundet, at der er brugt utraditionelle elementer og overraskende tilgange eller ved at byggeprojektet er fremsynet og tænkt økonomisk langsigtet blandt andet i forhold til livscyklus.

Indstillinger til Bygherreprisen 2016 kan ske frem til 29. januar 2016 via mail til info@bygherreforeningen.dk med en kort motivation for indstillingen. Man kan indstille et konkret projekt, som har bidraget positivt til samfundet på flere fronter. Eller en bygherre, der gennem hele sit virke skaber værdi og positiv forandring for samfundet. Bygherreprisen overrækkes den 14. april 2016. Læs mere her.

Forrige artikel Danske Beredskaber: Privatisering kan blive dyr for sikkerheden Danske Beredskaber: Privatisering kan blive dyr for sikkerheden Næste artikel Cheføkonom: Kontanthjælpsloftet vil opdele boligmarkedet yderligere Cheføkonom: Kontanthjælpsloftet vil opdele boligmarkedet yderligere