DI Byggeri: Huslejeloft på lejeboliger tester Grundloven

Regeringen og Folketingets forslag om huslejeloft skaber usikkerhed, tester Grundloven og bremser byggeriet af lejeboliger. Hvis de vil hjælpe lejerne, bør de give en målrettet støtte til dem, som har behov for det, skriver DI Byggeri-direktør Anders Stouge.

Regeringen vil med sit forslag om huslejeloft lægge en øvre grænse for, hvor meget udlejer må regulere lejen.

Forslaget vil ikke kun påvirke udlejerne, men det vil også påvirke investeringslysten i nye lejeboliger. Og det vel at mærke i et marked, hvor der i forvejen er mangel på boliger.

En opbremsning, hvor der kommer færre byggerier i udbud.

Inflation rammer også udlejer

Byggeriet er et konjunkturfølsomt erhverv, og er lige nu ramt af flere usikkerheder: Høj inflation, høje materialepriser høje energipriser og stigende renter.

Mange, navnlig offentlige, bygherrer har aflyst udbud af nye projekter og flere byggevirksomheder ser vigende ordretilgang. En situation, som vil blive yderligere forværret, hvis regeringens forslag om huslejeloft vedtages.

Det er desuden problematisk, når man vil holde priserne kunstigt nede på et marked, der er styret af de private markedskræfter.

Et marked, som har begunstiget lejerne de seneste ti år, grundet en inflation, der har ligget på grænsen af det unaturlige.

Den stigende inflation påvirker ikke kun forbrugerne, men også udlejerne. De har selv oplevet stigende udgifter til eksempelvis materialer, vedligeholdelse og rengøring.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at byggeomkostningerne er steget med cirka otte procent i første kvartal af 2022, sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Et huslejeloft kan altså medvirke til yderligere ubalance mellem udlejernes indtægter og udgifter.

Målrettet støtte bedre end prisloft

Derudover har bolig- og indenrigsministeren i et folketingssvar selv oplyst, at et huslejeloft kan have karakter af ekspropriation. Det skyldes, at såfremt staten går ind og sætter de private markedskræfter ud af kraft, så kan udlejerne potentielt have krav på erstatning fra staten.

Endelig så kan man stille spørgsmålet, om regeringens forslag rammer de rigtige? Lejere er jo ikke en ensartet størrelse, hvorfor der skydes med spredehagl.

Vi skal undgå tiltag, som skaber usikkerhed, som tester Grundloven, og som bremser byggeriet af lejeboliger.

Så hvis regeringen og folketinget vil gøre noget særligt for lejere, så bør det ske ved at give en målrettet støtte til lejere, som har behov for det, og som ikke puster til inflationen.

{{toplink}}

Forrige artikel Dansk Erhverv: Flere offentlige-private partnerskaber i byggerier vil være til gavn for klimaet  Dansk Erhverv: Flere offentlige-private partnerskaber i byggerier vil være til gavn for klimaet  Næste artikel ABF til boligministeren: Blandede byer kræver, at politikerne udfordrer bankerne ABF til boligministeren: Blandede byer kræver, at politikerne udfordrer bankerne