DF foreslår at udvide håndværkerfradraget

FORSLAG: Dansk Folkeparti vil gøre håndværkerfradraget mere fleksibelt for at fremme grønne investeringer hos boligejerne og fastholde arbejdspladser i byggebranchen. Regeringen nægter at tage stilling før finanslovsforhandlingerne.

Dansk Folkeparti vil sætte skub i energirenoveringerne i den danske boligmasse.

Derfor foreslår partiets klimaordfører, Morten Messerschmidt, at udvide det såkaldte håndværkerfradrag. Fradraget bør ligesom i dag omfatte arbejdsløn, men bør også omfatte energibesparende investeringer som isolering, nye vinduer eller skift til varmepumpe.

"Der mange, der bruger fradraget til for eksempel rengøringshjælp eller vinduespudsning. Det kan være fint. Men hvis vi skal nedbringe vores energiforbrug og skubbe på for en grøn omstilling, især i de private hjem, kunne det være en måde at stimulere til, at folk tænker i de baner," siger Morten Messerschmidt.

Ud over at lade ordningen omfatte materialer vil Dansk Folkeparti give mulighed for at pulje fradraget over tre år. Borgerne vil dermed ikke skulle gøre nytte af fradraget inden for hvert kalenderår.

"Ordningen er i dag ret ufleksibel. Vi foreslår ikke at hæve beløbet, men vi vil give en større fleksibilitet til at bruge den," siger han.

"Meget vanskelig at administrere"
DI Dansk Byggeri er positive over for forslaget om at pulje fradraget over op til tre år.

"Det er rigtig fornuftigt at udvide ordningen, så vi også kan få sat gang i nogle af de lidt større projekter. Vi har også foreslået, at man skal hæve beløbet fra 18.000 til 25.000 kroner og droppe den nuværende opdeling mellem service- og håndværksydelser," siger underdirektør Torben Liborius.

Han mener ikke, at Dansk Folkepartis forslag om at udvide ordningen til materialer er hensigtsmæssig – også selvom det målrettes energirenoverende formål.

"Hvis vi skal sætte skub i energirenoveringerne, handler det i første omgang om, at vi skal af med olie- og gasfyrene rundtomkring, og så er det bedre at lave specifikke tilskudsordninger til udskiftning af dem. Det, der er problemet med at lave for lang en positivliste, er, at det åbner for snyd og bliver meget svært at administrere," siger han.

Ifølge Morten Messerschmidt er netop håndværkerfradraget "det mest oplagte sted at gribe fat," da "folk allerede kender ordningen".

Uklarhed om fremtiden
Regeringen afviser at tage stilling til de konkrete forslag før finanslovsforhandlingerne.

"Det er et forslag af flere, som helt åbenlyst vil have en effekt i forhold til at sikre, at der bliver lavet energirenoveringer. Vi kommer til at tage stilling til det i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, hvor jeg vil opfordre Dansk Folkeparti til at medbringe forslaget," siger finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S).

Politikerne i Folketinget har igennem de seneste år valgt at forlænge ordningen fremfor at gøre den permanent.

Har I i Socialdemokratiet besluttet, om den skal videreføres mange år frem, eller om I vil spare den væk?

"Vi har ingen planer om at lave ændringer, og så forholder vi os til spørgsmålet, når vi sidder i finanslovsforhandlingerne," siger Christian Rabjerg Madsen.

Morten Messerschmidt oplyser, at han nævnt sine forslag over for klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), som endnu ikke har sagt "ja eller nej".

"Men Dan lytter altid godt og tænker over tingene. Det kan jeg sådan set godt lide. Jeg håber på, at vi igennem de næste måneder kan få båret det her igennem," siger han.

Forrige artikel Erhvervsstyrelsen går ind i sag om borgmesters bolighandel Erhvervsstyrelsen går ind i sag om borgmesters bolighandel Næste artikel Ny debat: Har byggeriet tabt kampen om den grønne omstilling? Ny debat: Har byggeriet tabt kampen om den grønne omstilling?