Dansk LCA-forskning skal bidrage til udvikling af CO2-mål for EU-lande
BUILD Instituttets arbejde med livscyklusanalyser bliver en del af et nyt tværeuropæisk projekt, der sigter efter at sætte reduktionsmål for CO2 i den europæiske bygningsmasse frem mod 2050.
Da Danmark i begyndelsen af marts fik en ny national strategi for bæredygtigt byggeri, spillede BUILD Instituttets LCA-model en central rolle.
Nu er metoden blevet bemærket i udlandet, hvor fonden Laudes har inviteret danske BUILD og Rambøll til at deltage i et nyt tværeuropæisk projekt, hvor blandt andet Europa-Kommissionen og World Green Building Council sidder i projektets styregruppe.
Forhåbningen er, at de danske erfaringer med livscyklusanalyser kan bidrage til at sprede metoden til resten af kontinentet, så der kan sættes reduktionsmål for den indlejrede CO2 i bygninger i de enkelte lande, mener seniorforsker ved BUILD Harpa Birgisdottir.