Bredt politisk krav om øget renovering

ALMENE BOLIGER: Partier på begge sider af regeringen presser nu på for at få boligminister Carsten Hansen (S) til at øge renoveringsrammen. Samtidig rumler kritikken i det kommunale S-bagland og erhvervslivet.

Partier på begge sider af regeringen erklærer nu, at boligminister Carsten Hansen (S) bør hæve rammen for de almene renoveringer.

SF, Dansk Folkeparti og Konservative støtter alle et højere niveau for renoveringer end det, regeringen har spillet ud med, inden forhandlingerne gik i gang. Venstre er mere tilbageholdende og ønsker kun flere midler til nedrivning af tomme boliger, men inden for det beløb, ministeren har foreslået.

SF's boligordfører, Eigil Andersen, fortæller, at partiet primært koncenterer sig om Landsbyggefondens mulighed for at fortsætte det høje renoveringsniveau.

”Vi har et stort ønske om en højere renoveringsramme. Vi mener, der er et behov, og det skaber også nogle jobs som en god bivirkning,” siger Eigil Andersen. Han prioriterer også mulighederne for at støtte socialøkonomiske virksomheder, gældsrådgivning og et højere beløb reserveret til energiforbedringer.

Det var bare et par af de ting, ministeren kunne notere, da han i går mødtes med partierne til et sidste møde, inden ministeren overvejer, hvordan han kommer videre med forhandlingerne. Det er stadig helt åbent, om boligministeren kan komme i hus med en lige så bred aftale som den nuværende, der tæller alle partier på nær Enhedslisten.

DF og K vil skrue op for renovering
Dansk Folkeparti ser gerne, at boligministeren øger renoveringsrammen. Det forslag bakker Konservative op om, og den konservative ordfører, Charlotte Dyremose, ser gerne de seneste års høje renoveringsniveau fortsætte.

”Rammen er slet ikke høj nok. Vi har behov for et øget aktivitetsniveau, særligt i begyndelsen af aftaleperioden,” siger Charlotte Dyremose.

De to partier er desuden enige om, at det er vigtigt at prioritere, at midlerne bruges på tilgængelighed.

”Vi har fremlagt vores ønsker om en øget ramme og flere midler til tilgængelighed,” siger Karina Adsbøl, Dansk Folkepartis boligordfører.

Karina Adsbøl er desuden optaget af, at aftalen skal føre til en værktøjskasse med skrappere indgreb, der kan bruges i udsatte boligområder, i form af forældre og ungepålæg, samt zoneforbud.

Venstrefokus på nedrivning
Boligordfører Louise Schack Elholm (V) fastholder, at hun helst ser en to-årig aftale, mens regeringen lægger op til en fire-årig aftale. Hun vil ikke tilslutte sig kravet om en højere renoveringsramme.

”Venstre vil have en større nedrivningspulje. Og grænsen på, at det skal være i områder med mindre end 3.000 indbyggere, er ikke relevant,” siger Louise Schack Elholm.

Netop spørgsmålet, om det skal være muligt at rive ned i større byer, er der meget bred enighed om: Dansk Folkeparti, Konservative og SF støtter, at der kan rives ned også i større byer, hvis der er behov for det.

Enhedslisten lurer
Mens Enhedslisten altså står udenfor og er lodret imod den såkaldte ydelsesstøtte, der betyder, at Landsbyggefonden støtter nybyggeri af lejligheder, så vil partiet ikke afskrive muligheden for at være med i en aftale.

”Vi er interesseret i at komme med i en aftale og vil gerne sikre en lang aftaleperiode og en højere ramme for renoveringer,” siger Enhedslistens boligordfører, Lars Dohn.

Han fortæller, at han har foreslået boligministeren en række muligheder, der kan gøre det muligt for Enhedslisten at gå med, for eksempel at ydelsesstøtten udfases eller alternativt bindes op på en forhandling ved afslutningen af aftaleperioden.

Baglandskritik fortsætter
Mens boligminister Carsten Hansen altså sidder midt i forhandlingspuslespillet, så fortsætter de almene boligorganisationer og borgmestre i baglandet med at kritisere regeringens udspil.

Onsdag udsendte Roskildes socialdemokratiske borgmester, Joy Mogensen, og Bo Jørgensen, direktør i Boligselskabet Sjælland, en fælles pressemeddelelse, som opfordrer regeringen til at skrue op for renoveringerne.

Joy Mogensen mener, at det er forfejlet at sænke renoveringsniveauet.

”Nogle boligområder burde have været renoveret allerede for år tilbage. De mange borgere, som er glade for at bo der, har krav på gode og tidssvarende lejligheder, og lokalsamfundene har brug for, at bygningerne fremstår vedligeholdte og tidssvarende, for at kunne være i en god udvikling,” siger Joy Mogensen i pressemeddelelsen.

Bo Jørgensen er enig og mener, at det er vigtigt, at Landsbyggefonden ikke kommer til at skubbe en pukkel af opgaver foran sig.

”Det er helt klart, at Landsbyggefondens arbejde med at renovere de almene boliger er en opgave, der langt fra er løst,” siger han i pressemeddelelsen.

Alene i Roskilde er der projekter for 800 millioner kroner på venteliste til at blive finansieret, oplyser Boligselskabet Sjælland.

Byggeriet kan gå kold
Samtidig slutter Dansk Byggeri sig i dag til kritikerne i et debatindlæg på Altinget, hvor administrerende direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen erklærer sig uenig i, at der er en risiko for overophedning i byggeriet.

”Renoveringsprojekterne foregår også i de områder i Danmark, som har en vigende erhvervsudvikling, hvor økonomien er i større fare for at gå kold end at blive for varm,” skriver Lars Storr-Hansen.

Ifølge Altingets oplysninger vil boligminsiteren nu vurdere de input, han har fået fra ordførerne, og derefter indkalde til nye møder.

Forrige artikel Boligudgifter presser flere danske budgetter Boligudgifter presser flere danske budgetter Næste artikel Altinget sætter Danmarks balance til debat