Boligskatten er det nye efterlønstabu

BAGGRUND: Det Økonomiske Råd har fremlagt et nyt forslag til at skrotte boligskattestoppet. En stribe partier afviser blankt, men bare vent, lyder det fra Radikale.

En boligskat ta'r den tid, en boligskat skal ta'.

Sådan kan man med let omskrevne ord beskrive Radikales syn på boligskatten, efter Det Økonomiske Råd torsdag præsenterede sin efterårsrapport, der som noget nyt anbefaler at hæve ejendomsværdiskatten til én procent af boligens aktuelle værdi i stedet for at holde den fastlåst i kroner og ører som i dag (se flere detaljer om modellen nederst i denne artikel).

Radikales finansordfører, Marianne Jelved, kalder forslaget yderst interessant, men hun afviser at ville gøre det til virkelighed i denne valgperiode. I stedet vil hun og partiet - blandt andet med den nye model i baghånden - gøde jorden for en fremtidig beslutning om boligskatten.

"Vi vil gerne bidrage til, at tiden modnes, så man kan diskutere det her på en måde, så folk ikke bare lukker i. Ligesom tiden blev modnet til, at efterlønnen kunne afskaffes," siger Marianne Jelved, der mener, at tabuet om boligskatten skal brydes.

Det samme fastslog hendes partileder Margrethe Vestager før valget i et blogindlæg med overskriften "Schyyy ... ikke et ord om boligskat". Her satte hun også en konkret udløbsdato for skattestoppet: 1. januar 2016 - en dato som ikke kom med i regeringsgrundlaget, hvor de tre regeringspartier blev enige om, at "regeringen vil holde boligskatterne og rentefradraget i ro i indeværende valgperiode".

Ekspertudvalg gøder jorden
Der findes flere eksempler på, at en såkaldt modning af debatten har fået upopulære beslutninger til at glide igennem politisk. Reformen af efterlønnen er ét eksempel. Velfærdskommissionen et andet. Da kommissionen fremlagde sin omfattende slutrapport, blev den kaldt "politisk tonedøv" af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Pia Kjærsgaard (DF) mente, at rapporten var "lige til at smide i skraldespanden". Da Berlingske i starten af i år gjorde status på 14 af de tungeste anbefalinger fra Velfærdskommissionen, var 11 af dem imidlertid blevet gennemført.

Det er samme logik, som Radikale benytter i forhold til boligskatten, påpeger Jørgen Grønnegård Christensen, professor ved Aarhus Universitet og medforfatter til bogen "De store kommissioner", som netop beskriver, hvordan ekspertbårne udvalg bliver brugt af politikere til at gøde jorden for ellers upopulære beslutninger.

"En blokering af et forslag er noget, man aktivt, men stilfærdigt, kan arbejde for at fjerne. Der kan det ikke skade, at Radikale i øjeblikket står stærkt og er med i regeringen, hvor de spiller en dagsordensættende rolle," siger han.

S, SF og V afviser ny model
Jonas Dahl, skatteordfører for SF, kalder vismændenes rapport for "interessant", men den rokker ikke ved partiets syn på boligskatten.

Login