Boligpolitik bliver en af valgkampens vigtigste slagmarker

”Den her aftale viser, hvad forskellen er i dansk politik. Et flertal vil forsvare lejerne og skabe tryghed. Desværre valgte blå blok hellere at ville beskytte spekulanterne end de mennesker, hvis hjem det her handler om.”

Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen gav den fuld gas efter indgåelse af det boligforlig, der fredag lagde et loft over huslejestigninger på fire procent i hvert af de næste to år. Og det er kun begyndelsen. For boligpolitikken ser ud til at få en langt mere fremtrædende rolle i den kommende valgkamp, end det er set siden 1998.

Jensens hus
Ved valgkampen i 1998 røg Venstres daværende formand Uffe Ellemann-Jensen ind i en dødelig krydsild, da han med den ene hånd ville begunstige boligejerne ved at afskaffe lejeværdibeskatningen og med den anden hånd støttede et forslag fra Fremskridtspartiet om fri husleje til skade for lejerne.

Det udnyttede Lejernes LO og Boligselskabernes Landsforening i en meget effektiv annoncekampagne med et billede af Uffe Ellemann-Jensens hus under teksten: ”Er det lejerne, der skal betale for Jensens skattenedsættelse”.

Der er næppe tvivl om, at den kampagne gav Nyrup de sidste nødvendige stemmer i den knivskarpe afgørelse på valgnatten.

Offensiv dagsorden
I 2022 er fronterne igen trukket skarp op, men udgangspunktet er et andet.

For mens boligpolitikken kom ind fra siden og ramte et uforberedt Venstre som en forhammer i 1998, er det denne gang en politisk kampplads, Venstre bevidst har valgt at kæmpe på.

Venstres boligudspil fra tidligere på måneden skal give mulighed for et økonomisk fradrag til førstegangskøbere på boligmarkedet, og Venstre slår igen og igen på, at langt de fleste danskere helst vil eje deres egen bolig.

Her henvises til undersøgelse foretaget for Nordea, som - taget for pålydende - viser, at 70 procent drømmer om at eje deres bolig. Nu er Nordea – der har en blomstrende forretning på ejerboligmarkedet - alt andet end uvildig i den sag, så tallene skal tages med et vist forbehold. Men der er ingen tvivl om, at Venstre med sit forslag appellerer til en stor vælgergruppe.

Venstre har tilmed valgt en ideologisk tilgang, hvor man anser det som noget positivt i sig selv, at der kommer flere ejerboliger. I udspillet udtrykkes det således:

”Mange danskere vil genkende den særlige værdi, det har at eje sin egen bolig. Det giver selvstændighed, selvbestemmelse og ansvar for eksempelvis sit eget hus og have. … At bo i og eje sin egen bolig er vejen til et ansvarsfuldt og selvstændigt liv med mere frihed og flere muligheder.”

Kampen mod ulighed
Venstre valgte til gengæld at stå uden for forliget om loft over huslejerne, og det samme gjorde Dansk Folkeparti. De andre borgerlige partier var ikke indkaldt, fordi de ikke er med i forligskredsen om lejeloven. Det var dermed et rent rødt forlig mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale, som bolig- og indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) fredag kunne præsentere. 

Det passer med garanti regeringen og venstrefløjen glimrende, for de er mindst lige så interesserede i at highlighte boligpolitikken i valgkampen. Her er Mai Villadsens angreb kun begyndelsen.

For Enhedslisten er kampen mod uligheden sammen med klimakampen den absolut vigtigste politiske prioritet, og boligmarkedet har været den suverænt største driver i uligheden de sidste 20 år. Derfor ligger et slag om boligpolitikken lige til Enhedslistens højreben, og Pelle Dragsted (EL) var sammen med SF’s boligordfører Halime Oguz i front for et huslejestop, før S-regeringen selv kom på banen.

Ekko fra 1998
Den socialdemokratiske regering skal balancere lidt mere, og den vil under ingen omstændigheder tage initiativer, der generer boligejerne. Men partiets ideologer har blik for skævvridningen, og daværende boligminister Kaare Dybvad Bek (S) udtalte ligefrem til Altinget, at de store arbejdsfri boliggevinster er ”i strid med velfærdssamfundets grundetik”.

Et opgør om lejemarkedet passer helt fint med regeringens planer. Fredagens forlig vil blive kædet samme med regeringens indgreb mod den stærkt omstridte kapitalfond Blackstone, der nu kalder sig Kereby. Et indgreb der tilbage i 2020 blev vedtaget af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Der vil blive appelleret til de 240.000 lejere, der er målgruppen for huslejestoppet, og faren for en huslejeeksplosion ved et borgerligt flertal vil blive en vigtig del af kampagnen. Her vil lyde et ekko fra 1998.

Delikat balance
For de boligpolitiske midterpartier, Radikale og Dansk Folkeparti, er det et langt sværere farvand at agere i.

Da striden om Blackstone var på sit højeste, valgte den daværende radikale boligordfører Jens Rohde en meget konfrontatorisk stil over regeringen, og Radikale endte med at stå helt uden for forliget.

Op til forhandlingerne om et huslejeloft havde partiets nuværende boligordfører Susan Kronborg (R) valgt en lignende tilgang, og hun udtalte blandt andet:

”Det er meget sympatisk, at man ønsker at hjælpe. Men vi synes ikke, at det skal være valgflæsk, eller at udlejerne skal betale for, at Socialdemokratiet på den måde kommer med valgløfter.”

En meget principiel afvisning.

Men Kronborg ramte helt ved siden af skiven og talte ikke på partiets vegne. Forhandlingerne blev reelt overtaget af den politiske ordfører Andreas Steenberg (R), der fredag var med til at lande forliget. Andreas Steenberg lagde vægt på, at mange studerende ellers ville blive ramt af store huslejestigninger. Steenberg tvivler på, at udlejerne har stigende udgifter, der kan retfærdiggøre huslejestigninger på over fire procent, og studerende er samtidig en vigtig vælgergruppe for Radikale.     

DF meldte blåt
For Dansk Folkeparti skete noget lignende under Blackstone-forhandlingerne. Partiets daværende boligordfører Mette Hjermind Dencker stillede sig på bagbenene, hvorefter forhandlingerne blev overtaget af Peter Skaarup, der trillede bolden i mål til et forlig.

I 2022 er Axel Ahrendtsen DF’s boligordfører, og han ønskede i stedet en model, hvor de dårligst stillede lejere blev kompenseret via boligsikringen. Det blev afvist af regeringen, både fordi forslaget ville puste yderligere til inflationen, og fordi det langt fra ville komme alle de berørte lejere til gode.

Så DF holdt sig uden for forliget om huslejestop. Det bringer DF tættere på resten af blå blok, men det svækker DF’s position som den sociale garant i blå blok.

Akkurat som i 1998 er boligpolitikken blevet en markør i partiernes fordelingspolitiske positionering. Efter at have været uden et selvstændigt ministerium i mange år, er boligen igen kommet ind i centrum af den politiske debat. 

erik@altinget.dk