Boligminister på vej med 'Låsby-Svendsen-lov'

BOLIGHAJER: Boligminister Carsten Hansen (S) fremlægger inden længe en lov, der skal give kommunerne bedre mulighed for at "knalde Låsby-Svendsen-typer". Venstre, DF og udlejerne tvivler på effekten.

Aldrig mere Låsby-Svendsen.

Sådan lyder mantraet fra boligminister Carsten Hansen, der nu vil gøre endeligt op med typer som den østjyske forretningsmand Jens Peter "Låsby" Svendsen, der i mange år har været kendt som udlejer af faldefærdige bygninger.

Derfor vil han inden længe fremlægge et lovforslag, der skal give landets kommuner beføjelse til at indklage udlejere af misvedligeholdte lejemål til huslejenævnet.

"Man skal kunne knalde Låsby-Svendsen-typer, der lejer billige boliger og ruiner ud til familier og andre," siger han i et interview med Altinget | Bolig (Læs Carsten Hansen får hænderne fulde af ghetto, energi og udsættelser).

3 strikes out-model
I dag er det kun lejeren, der kan indklage sin udlejer for huslejenævnet, og det er ikke nok i kampen mod spekulative bolighajer, mener ministeren.

Derfor skal også kommunen kunne gribe ind.

Samtidig vil Carsten Hansen arbejde med en såkaldt 3 strikes and out-model, hvor udlejere, der er dømt tre gange inden for to år, helt mister muligheden for at udleje igen.

Den ide er nok sympatisk, men effekten kan blive sparsom, lyder det både fra Venstre, Dansk Folkeparti og Ejendomsforeningen Danmark.

Venstres boligordfører, Louise Schack Elholm, peger først og fremmest på, at der i dag allerede eksisterer omfattende muligheder for at frakende retten til at administrere udlejningsejendomme (se fakta fra lejeloven under artiklen).

"Det lyder handlekraftigt, men der er allerede mange muligheder for det. Det er få huslejenævnsafgørelser, hvor udlejere er blevet dømt for tre forhold, men de burde allerede være omfattet af de andre sanktioner," siger Louise Schack Elholm.

DF: Udvid strafferammen
Det nye bliver altså imidlertid, at kommunerne kan komme på banen, og den ide finder Dansk Folkepartis ordfører Karina Adsbøl for "sympatisk". 

Men der skal spilles på flere tangenter, tilføjer hun.

"Problemet med Carsten Hansens idé er, at det er svært at få bolighajerne dømt på grund af den nuværende forældelsesfrist på to år. Det har vi eksempelvis tidligere hørt fra en anklager fra Københavns politi," lyder det fra Karina Adsbøl.

Hun gør derfor opmærksom på Beslutningsforslag B24, som partiet tidligere har haft oppe i Folketingssalen, og som sigter mod at forlænge forældelsesfristen i sager mod såkaldte bolighajer.

"Når man har svært ved at fælde bolighajerne i første omgang, er det luft, når Carsten Hansen foreslår, at bolighajerne skal miste retten til at udleje boliger, hvis de bliver dømt tre gange inden for to år. Det er urealistisk, da sagerne ofte trækker ud og dermed risikerer at falde for forældelsesfristen," tilføjer Karina Adsbøl.

Ejendomsforeningen Danmark: Retmæssige udfordringer
Hos udlejerne i Ejendomsforeningen Danmark er man spændt på at se, hvordan ministerens lovforslag helt nøjagtigt kommer til at tage sig ud.

Ideen er fornuftig, men man kan risikere at skyde gråspurve med kanoner, siger foreningens direktør, Torben Christensen.

"Hvis det kommer til at ramme udlejere, der gør, som de skal, men hvor kommunen er særlig emsig, så sætter man et kæmpe bureaukrati i værk," siger han og peger på flere juridiske problematikker ved forslaget.

"Det er kommunerne selv, der har huslejenævnene, så i virkeligheden ville de jo så skulle klage til sig selv. Det kan man stille spørgsmålstegn ved i retmæssig forstand."

"Huslejenævnet bliver samtidig ofte underkendt i boligretten. Nogle huslejenævn har tårnhøje tal for underkendelse efterfølgende. Det gælder fx. i Randers. Hvis det er sådan, det forholder sig, så kan det gå hen og blive et meget giftigt system fra ministeren," slutter Torben Christensen.

,

Forrige artikel Carsten Hansen får hænderne fulde af ghetto, energi og udsættelser Carsten Hansen får hænderne fulde af ghetto, energi og udsættelser Næste artikel Denne uge på Bolig (35) Denne uge på Bolig (35)