Oliefyrspulje mindre succesfuld end forventet

TILSKUD: Under en tredjedel af, hvad Energistyrelsen havde forventet, har søgt om tilskud til at skifte deres gamle oliefyr ud med en mere miljøvenlig opvarmningsform. 200 millioner puljekroner ligger stadig i statskassen og samler støv, men Energistyrelsen afviser, at der er tale om en fiasko.

"Der kunne selvfølgelig være et større træk på puljen, og der er brug for mere markedsføring. Vi vil selv gøre noget og så gerne, at andre også gør noget for at gøre ordningen mere synlig. Det er for eksempel Energistyrelsen, men også fjernvarmebranchen og fabrikanter af varmepumper," siger Niels Jørgen Hansen, der er direktør i installatørforeningen Tekniq, til ErhvervsBladet.

Kun halvdelen af puljen er brugt
Den sløje interesse betyder, at kun halvdelen af de 400 millioner kroner, der blev afsat i sidste års finanslov, er blevet brugt. Tekniq havde i foråret spået, at puljen ville blive tømt i løbet af seks til ni måneder.

I Danmark er der stadig i omegnen af 280.000 oliefyr, og boligejere kan igennem puljen få 10.000-20.000 kroner i tilskud for at gå over til fjernvarme, jordvarme, luft-til-vand-varmepumpe eller solvarme, som alle er opvarmningsformer, der udleder betydeligt mindre CO2 end oliefyrene.

Login