S opgiver kolonihavesag

KOLONIHAVER: Miljøministeren vil ikke blande sig i kommunernes udlejepriser på kolonihaver, selvom lejen risikerer at stige markant i fremtiden. S frygter, at det vil ramme familier med lav indkomst, men opgiver alligevel det fremsatte beslutningsforslag.

"Om man skal proppe regulering af leje ind i kolonihaveloven? Det har jeg slet ikke nogen intentioner om. Kolonihaveloven har ikke regler for priser for udleje af jord til kolonihaver. Jeg mener heller ikke, den skal have det, for markedsprisen skal da fastsættes af den enkelte kommune, ligesom kommunen gør det i så mange andre situationer." sagde Karen Ellemann.

Indblanding i kommuners selvstyre
For regeringen og DF vil en regulering af lejen for kolonihaver være en indblanding i kommunernes selvstyre, men det var Mette Gjerskov ikke enig i. Hun mener, at der tværtimod er tale om at give kommunerne større frihed til at vælge at bevare en lav leje til gavn for lavindkomst-familier i kommunen.

"Socialdemokratiet er bestemt ikke ude på at begrænse det lokale selvstyre. Den nye beslutning i statsforvaltningen begrænser kommunerne, som i mands minde har kunnet udleje billige kolonihaver. Hvis kommunerne gerne vil tilbyde billige kolonihaver, så er de nødt til at udlægge store områder for at presse prisen ned," sagde Mette Gjerskov.

Login