Er en spade en spade?

Af Helene Toxværd
formand, Lejernes LO

Det er nu igen op til et folketingsvalg blevet "comme il faut" at bringe ordet ghetto på banen. Med hovedet under armen udnævner folketingspolitikere fra det meste af det politiske spektrum en lang række boligområder til ghettoer - men hvad i al verden mener de med ghettoer? Ude i virkeligheden betyder det at bo i en ghetto, at man er en slags andenrangsborger og at man skal se at komme væk, så der kan tiltrækkes såkaldte ressourcestærke beboere.

Forsvaret på Christiansborg for på den måde at stigmatisere tusindvis af beboere i almene boliger er, at man kalder en spade for en spade. Men her er en spade ikke en spade. Vi har ikke ghettoer i Danmark. Men vi har nogle boligområder, hvor der er problemer med kriminalitet, og hvor der er store sociale problemer. Lad os få løst dem, så de, der bor i disse områder, kan få større livskvalitet. Nu.

Hård politik fører ingen veje
Sagen er, at både venstre- og højresiden i Folketinget i mange år har lukket øjnene for de stigende problemer i den almene udlejningssektor, og nu ønsker man sig så mere politi, overvågning og øget indflytningskontrol. Men det drejer sig ikke om politi, beskyttelse af vidner, zoneforbud eller lavere husleje i visse højkriminalitetsområder. Det drejer sig om at skabe bedre og bredere levedygtige almene boligkvarterer, og her er løsningen altså ikke hård retorik, aftaler om mere politi og hurtigere udsættelser af problemfamilier.

Problemet er ikke kun særlige områder, hvor voldelige ungdomsgrupper ved ildspåsættelse, vold og bandekampe formår at vække politikkerne. Problemet er en grundlæggende ny klasseopdeling af befolkningen. En klasseopdeling, der, hvis ikke lovgivningen ændres, langsomt, men sikkert vil føre til mere politi i den almene boligsektor og til pigtråd og dørvagter omkring parcelhuskvarterene.

Hvor den almene udlejningssektor i 70'erne bestod af de brede midtergrupper i befolkningen, funktionærer og faglærte arbejdere, og en stor del af husstandene bestod af yngre og midaldrende børnefamilier, er beboersammensætningen i dag anderledes. Den almene sektor har skiftet rolle på boligmarkedet, og de 540.000 almene udlejningsboliger er i stigende grad blevet hjemsted for en beboersammensætning med store grupper, der befinder sig enten uden for eller lige på randen af arbejdsmarkedet.

Denne klassedeling af befolkningen har vi i LLO råbt op om i årevis - uden at der er fremlagt et effektivt modspil.

I opgangstider stemmer de bedrestillede almene lejere med fødderne. De forlader den almene bolig for at blive ejere. Men heldigvis ikke alle, for lejerne er et tålmodigt folkefærd. Og rigtig mange lejere er faktisk glade for de dejlige lejligheder (hvis de ikke er plaget af skimmelsvamp), og så ser man gennem fingre med, at der er så mange ens af dem lige ved siden af hinanden. Mange lejere er taknemlige for den ældre "billige" lejlighed og tænker såmænd heller ikke i det daglige over, at staten faktisk sørger for, at parcelhusejerne og andelshaverene i gennemsnit bor langt billigere.

Der er en forskel
I Danmark har vi valgt at have almene boliger - vi har ikke, selvom mange tror det, sociale boliger. Forskellen er vigtig og især vigtig at holde godt fast i, her i den kommende tid. Vi ønsker ikke særlige boliger for de fattige - det er nok, at de rige forskanser sig i afgrænsede områder. Vi ønsker boliger og boligområder for alle, boliger, der er til at betale, boliger, der er til at holde ud at bo i, boliger, hvor vores børn kan vokse op i tryghed og ro, og boliger, der ikke stempler os som dårlige/ressourcesvage/dumme, når vi fortæller andre, hvor vi bor.

At have almene boliger på den måde, som vi har det i Danmark, er et valg, det er et bevidst valg, og derfor er det langtfra lige meget, hvad der iværksættes for at komme problemerne til livs. Hårde ord og bastante krav om politiindsats løser intet, tværtimod risikerer de at forstærke og ligefrem skabe de problemer, som de søger at løse.

Besindige mennesker som f.eks. Københavns politidirektør, Johan Reimann, har direkte advaret mod at tro, at en politibetjent på hvert gadehjørne vil løse problemerne og standse kriminaliteten og utrygheden. Ifølge politidirektøren, er det allervigtigste instrument en målrettet, opsøgende og forebyggende indsats over for de socialt belastede unge, og han langer ud efter vores og især politikernes måde at omtale de udsatte områder og deres problemer på.

Stigmatisering skaber problemer
Det synspunkt deler jeg til fulde, og jeg krummer tæer, når vores statsminister ved Folketingets åbning kalder de udsatte boligområder for "fæstninger, vi skal bryde igennem", og efterfølgende på sit ugentlige pressemøde, retorisk spørger, om ghettoerne, som han kalder dem, "overhovedet er Danmark".

Selvfølgelig er der problemer, alvorlige problemer, der skal adresseres. Men alt for mange medvirker til at italesætte problemerne på en måde, der skaber et helt skævt og uhensigtsmæssigt fokus. Heldigvis er langt de fleste almene beboere, fredelige og rolige mennesker, med arbejde og familie, fritidsinteresser - mennesker der tager deres del af slæbet og medvirker aktivt til løsning af de boligsociale udfordringer, resten af samfundet vægrer sig ved. Det er mennesker, der fortjener at blive mødt med respekt, ikke hård retorik og trusler om bulldozere, udsættelser og politi. Folketinget må gentænke sine "ghetto"-planer, og i LLO hjælper vi gerne med i den proces.

debat@altinget.dk