Renoveringspuljen er en succes

DEBAT: Renoveringspuljen har i høj grad opfyldt sit formål og sat gang i nye projekter, samtidig med at der er skabt 2.000 jobs, skriver direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri.

Af Lars Storr-Hansen
Direktør i Dansk Byggeri 

Nu må snakken om, hvorvidt det er fornuftigt eller ej at bruge penge på renoveringspuljer forstumme. Renoveringspuljen har høj grad opfyldt sit formål og sat gang i nye projekter, samtidig med at der er skabt 2.000 jobs.

Der er sund fornuft at bruge penge for at holde gang i økonomien. Derfor siger vi, at staten og kommunerne bør fremrykke planlagte investeringer i infrastruktur, modernisering af bygninger og anlæg, så rammerne for den produktive sektor er i top, når opsvinget indfinder sig.

Ledig kapacitet bør udnyttes 
Samtidig har vi peget på, at det er nødvendigt at udnytte den kapacitet, som nu er til rådighed, fordi der ikke er udsigt til, at udbuddet af arbejdskraft bliver ved med at være rigelig.

Så vidt fremrykning af planlagte offentlige investeringer. Sideløbende kan man med held opmuntre private boligejere ved at give dem mulighed for også at fremrykke deres investeringer med økonomisk støtte til renoveringsopgaver.

En sådan opmuntring får mange boligejere til at gå i gang med at renovere deres boliger lidt tidligere end ellers planlagt, og det er netop det, vi har set ske i praksis med den såkaldte renoveringspulje. Og det som har været intentionen.

Ikke spild af penge 
Det er derfor ikke - som nogen vil indvende - spild af penge at give støtte til noget, som før eller siden vil blive udført uden støtte.

Mange virksomheder stod, før regeringen satte gang i renoveringspuljen, over for en svær beslutning om at neddrosle produktionen markant og sende folk hjem. Det blev mange steder ikke nødvendigt, fordi private boligejere som følge af renoveringspuljen valgte at fremrykke deres planlagte boliginvesteringer.

Vi ved nu, at renoveringspuljen især har været god for vinduesproducenterne, og puljen har reelt været med til at sikre, at vi har fået færre ledige, og bidraget til at holde forbrug og købekraft oppe til gavn for mange andre brancher.

Ni ud af ti har fået ordrer 
Dansk Byggeri har i forbindelse med renoveringspuljen spurgt medlemmerne, om de har fået ordrer som følge af tilsagn fra renoveringspuljen - og det har 90 pct. af de medlemmer, som er blevet spurgt.

Faktisk har hver femte virksomhed fået mere end ti ordrer på baggrund af den støtte, som renoveringspuljen har skabt mulighed for. Det er således meget vanskeligt at se logikken i, at renoveringspuljen har været spild af penge - som Ugebrevet A4 ellers for nylig konkluderede.

Holder hjulene i gang 
Jeg vil meget hellere slå fast, at så længe vi mangler efterspørgsel efter byggeriets ydelser, så er det fornuftigt at stimulere byggeriet ved at fremrykke såvel planlagte private som planlagte offentlige investeringer.

Det holder gang i beskæftigelsen, og den brede vifte af fremrykninger hjælper både de store entreprenører og de små håndværksmestre til at holde hjulene i gang med stor positiv afsmitning til andre brancher og til gavn for hele samfundet.

Når det er sagt, så skal vi også se på, om den renoveringspulje, der nu er ved at være udfaset i forhold til at øge aktivitet og beskæftigelse, kan tilrettelægges og målrettes bedre, når vi skal til det igen.

Ny pulje skal målrettes bedre 
For vi må imødese, at der vil blive behov for endnu en renoveringspulje, og i Dansk Byggeri håber vi på, at næste runde vil blive rettet meget mere direkte mod energimæssige tiltag.

Det er nemlig sådan, at når vi skal bruge af offentlige midler, så bør vi også nøje overveje, om pengene alene skal bruges kortsigtet på at stimulere for beskæftigelsens skyld.

Det kan der være fornuft i, men klogt bliver det først, hvis vi kan udnytte situationen til at slå to fluer med et smæk og give private boligejere incitamenter til at gå i gang med at energirenovere og nedbringe deres CO2-forbrug.

På den måde bidrager investeringer i form af tilskud til private renoveringsprojekter på både kort og langt sigt positivt til at holde samfundsøkonomien i gang.

Næste artikel "Billige boliger" - gå ikke tilbage til en fuser