Landsbyerne i Danmark: Planloven skal liberaliseres

DEBAT: Ved at liberalisere planloven åbner vi op for, at folk inden for iværksætteri, håndværk og småindustri igen kan udfolde sig i vore landsbyer og landdistrikter. Det skriver Carsten Abild, landsformand for Landsbyerne i Danmark.

Af Carsten Abild
Formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark

Planloven opdeler Danmark i hhv. landzone og byzone, og ifølge planloven skal iværksætteri, håndværk og småindustri etablere sig på byernes industrigrunde i byzone. Før kommunalreformen og by- og landzoneloven/planloven i 1970 kunne iværksætteri, håndværk og småindustri udfolde sig i vore landsbyer og landdistrikter. I dag er kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt i disse områder, da de er landzone.

Dyrt at etablere sig i byzone
Men for mange inden for iværksætteri, håndværk og småindustri er det for dyrt at etablere sig på en kommunal industrigrund. Først skal familien have en bolig, for eksempel i et parcelhuskvarter. Så skal der købes en industrigrund af kommunen, opføres en hal, installeres inventar, værksted, lager, kontor osv. Og så har kreditgivningen for længst sagt stop.                                                                  

Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være, hvis iværksætteren, håndværk og småindustri kunne etablere sig i vore landsbyer og landdistrikter, for eksempel på en nedlagt gård. Her kunne familien bo i stuehuset, og de tomme landbrugsbygninger være en god start som værksted og lager. Men får virksomheden succes og behov for at udvide, giver planloven problemer. Ikke så sært, at Danmark har en af EU’s laveste iværksætterprocenter.

Liberalisering skaber arbejdspladser
Folketinget må liberalisere planloven, så folk inden for iværksætteri, håndværk og småindustri igen kan udfolde sig i vore landsbyer og landdistrikter. En liberalisering af planloven kan skabe tusinder af nye arbejdspladser, styrke erhvervslivet og samfundsøkonomien og skabe vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.  

Forrige artikel Udsatterådet: Billige boliger kræver akut handling Udsatterådet: Billige boliger kræver akut handling Næste artikel Boligøkonomisk Videncenter:  Drop tanken om garanti på realkreditlånet Boligøkonomisk Videncenter: Drop tanken om garanti på realkreditlånet