Kommuner bliver kompenseret mere for dyre anbringelser af børn med ny udligningsaftale
AFTALE: Den ny udligningsreform betyder, at kommuner får 75 procent i refusion for dyre enkeltsager på over 2 millioner. Samtidig bliver det nu muligt i forbindelse med anbringelser at samle udgifter for flere søskende til én refusionssag. SF havde håbet på mere.
Landets kommuner kan nu se frem til at få mere i statslig refusion for dyre enkeltsager på det specialiserede socialområde.
Det er resultatet af den udligningsaftale, som regeringen tirsdag har indgået sammen med Venstre, SF, Radikale og Alternativet.
”Vi ændrer i refusionerne, så fællesskabet i højere grad støtter op om de kommuner, der står med mange tunge enkeltsager på både børneområdet og på det specialiserede socialområde,” lød det fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) på pressemødet.