Villy Søvndal lurer på borgmesterpost: "Det vil være kronen på værket"

KOMMUNALVALG: Tidligere SF-formand og minister Villy Søvndal genopstiller ikke til regionsrådsvalget næste år. Han overvejer i stedet "alvorligt" at stille op som borgmesterkandidat i Kolding.

Den erfarne christiansborgpolitiker Villy Søvndal vil sandsynligvis gå efter borgmesterposten i Kolding Kommune til kommunalvalget 2021. Det skriver han på Facebook onsdag.

"Udsigten til et nyt politisk flertal i Kolding og muligheden for en SF borgmesterpost er så vigtig, at jeg ikke kan sige nej til at overveje det alvorligt,” skriver Søvndal.

Kolding er en Venstre-højborg
Han har derfor meddelt SF’s regionsbestyrelse, at han ikke genopstiller ved regionsrådsvalget næste år.

I øjeblikket er han valgt ind som regionsrådsmedlem i Region Syddanmark og fik ved valget i 2017 næsten 70.000 personlige stemmer og dermed næstflest i hele landet. Villy Søvndal er et kendt ansigt i byrådet i Kolding. Tilbage i 1982 – 1984 sad han i rådet, hvorefter han blev valgt ind i Folketinget for første gang.

Det bliver ikke en let opgave for stemmeslugeren at overtage borgmesterposten fra den nuværende borgmester Jørn Pedersen (V). Venstre sidder tungt på posten i Kolding, hvor de ved seneste kommunalvalg fik mere end 46 procent af stemmerne. Til sammenligning fik SF og Socialdemokratiet tilsammen knap 26 procent.

"Kolding trænger til flere og nye visioner"
Villy Søvndal siger til TV Syd, at kandidaturet blandt andet bunder i, at han har modtaget flere henvendelser fra folk, som gerne ser ham som borgmester i Kolding Kommune. Selv ønsker han også et brud med det siddende flertal.

”Personligt synes jeg, at Kolding trænger til flere og nye visioner for, hvor man gerne vil hen. Det synes jeg ikke, det nuværende flertal med Venstre og Dansk Folkeparti har formået. De er ikke dygtige til at gå i dialog med borgerne. På det seneste har der været nogle dårlige sager, og jeg synes, der mangler noget demokratisk dannelse,” uddyber Villy Søvndal.

Forrige artikel DF efter ny PTSD-dom: Den bør ændre praksis med det samme DF efter ny PTSD-dom: Den bør ændre praksis med det samme Næste artikel Holstein: Arne-forlig mellem DF og venstrefløjen er reelt eneste mulighed Holstein: Arne-forlig mellem DF og venstrefløjen er reelt eneste mulighed