Vicedirektør i Økonomistyrelsen fratræder stillingen

Hanne Lund-Christensen har valgt at fratræde stillingen som vicedirektør i Økonomistyrelsen, og der skal derfor findes en ny til stillingen.

Økonomistyrelsen skal finde ny vicedirektør. Dette sker som følge af, at nuværende vicedirektør Hanne Lund-Christensen har valgt at fratræde stillingen.

Det skriver Økonomistyrelsen på LinkedIn.

Fratrædelsen sker i forbindelse med hendes udløb af åremål, som sker i efteråret 2021. 

”Jeg har igennem årene haft lejlighed til at samarbejde med Hanne flere gange og kender hende for stærk faglighed og eksekveringskraft. Jeg ville have ønsket, at samarbejdet i denne runde kunne have varet længere, men har også respekt for Hannes ønske om at prøve kræfter med noget nyt," udtaler kommende direktør for Økonomistyrelsen, Maria Schack Vindum, på LinkedIn.

Hanne Lund-Christensen har været vicedirektør for Økonomistyrelsen i knap halvandet år, og førhen har hun været i Moderniseringsstyrelsen i en årrække.

"Jeg føler mig virkeligt privilegeret over den tid, jeg har haft i styrelsen og er stolt over alt det, vi er lykkedes med. Jeg ved, at styrelsen vil være i de bedste hænder hos Maria og Simon," udtaler Hanne Lund-Christensen på LinkedIn.

Stillingen som vicedirektør i Økonomistyrelsen vil blive slået op snarest.

Forrige artikel Grønlandsk folketingsmedlem vinder Folkemødets dialogpris Grønlandsk folketingsmedlem vinder Folkemødets dialogpris Næste artikel Radikale rekrutterer erfaren chef til pressefronten