Venstre: Tyrkisk på gymnasie-skemaet

Hvis det står til Venstre, skal gymnasierne have lov til at undervise i tyrkisk som 2. fremmedsprog. Og partiet ser gerne, at Børne- og Undervisningsministeriet giver grønt lys til flere fremmedsprog i gymnasiet. Det møder opbakning fra erhvervsorganisationerne DE og DI og De Radikale.

Det er uforståeligt, at danske gymansieelever ikke kan få lov til at vælge tyrkisk som 2. fremmedsprog.

Det mener Venstres uddannelsesordfører, Peter Juul Jensen, efter Altinget | Uddannelse tidligere på ugen kunne fortælle, at Københavns Private Gymnasium har fået afslag på at udbyde tyrkisk som 2. fremmedsprog.

LÆS: Nej til tyrkisk som 2. fremmedsprog i gymnasiet

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet skal et sprog have en særlig betydning for Danmarks udvikling, hvis man fra ministeriets side skal kunne give dispensation til, at et gymnasium kan udbyde det som 2. fremmedsprog. Det mener man ikke, at tyrkisk har, og det forstår Peter Juul Jensen ikke.

"Uddannelsesinstitutionerne har en pligt til at forberede de unge mennesker på det arbejdsmarked, som de skal ud at agere i. Tyrkiet kommer til at spille en afgørende rolle i fremtiden, og derfor bør man give gymnasierne lov til at undervise i tyrkisk som 2. fremmedsprog," siger Peter Juul Jensen til Altinget | Uddannelse.

Opbakning fra DE og DI
I dag er det kun japansk og kinesisk, som gymnasierne har fået dispensation til at udbyde som 2. fremmedsprog. En af hovedårsagerne er, at Kina og Japan er to af verdens største økonomier, som er blandt Danmrks vigtigste eksportmarkeder. I 2010 eksporterede Danmark for henholdsvis 13,4 og 10,7 milliarder kroner til de to markeder, og set i forhold til disse tal er den danske eksport til Tyrkiet dog betydelig mindre.

Ifølge Udenrigsministeriet eksporterede Danmark for godt 3,8 milliarder kroner til Tyrkiet i 2010. Det er dog en stigning i forhold til 2002, hvor den danske eksport lå på omkring 2 milliarder kroner.

Se eksporttallene fra Eksportrådet her

Men selvom Tyrkiet, der i dag er verdens 16. største økonomi, er en mindre spiller end henholdsvis Kina og Japan, så bakker både Dansk Erhverv og DI op om, at man fra ministeriets side skal give dispensation til tyrkisk i gymansiet.

Ifølge Jannik Schack Linnemann, markedschef hos Dansk Erhverv, vil Tyrket på længere sigt få en stor betydning for det danske erhvervsliv, og derfor er det nødvendigt at have folk, som både kan tale sproget, og som kender til kulturen.

Kompetencerne skal udnyttes
"Der er et erhvervsliv, som har brug for unge, der kan fungere som isbrydere til det tyrkiske marked. Derfor forstår jeg ikke, at man ikke sammentænker uddannelsespolitik og erhvervspolitik. Det er mystisk, at man fra ministeriets side ser så rigidt på de her regler," siger Jannik Schack Linnemann til Altinget | Uddannelse.

Den melding bakker Charlotte Rønhof, uddannelsespolitisk chef for DI, op om.

"Der er ingen tvivl om, at det stadigvæk er landene i Europa, som fremadrettet vil være vores store handelspartnere. Men når det så er sagt, skal vi udnytte og styrke de komptencer, vi allerede har i Danmark. Vi bliver nødt til at se de tosprogede som en ressource, og i stedet for at vi får nogle studenter ud, som kan tale lidt halvsløjt tyrkisk, bør vi blive bedre til at udnytte deres komptencer," siger Charlotte Rønhoff, som samtidig er positiv over for, at landets gymnasier får lov til at udbyde endnu flere sprog som 2. fremmedsprog.

Radikal ros til Venstre
Den ide møder opbakning hos Venstres uddannelsesordfører. Han mener, at man fra Børne- og Undervisningsministeriets side skal være "betydeligt mere imødekommende" over for at give dispensation til andre fremmedsprog.

"Vi må se på, hvilke udfordringer og krav, det danske arbejdsmarked kommer til at efterspørge på både kort og langt sigt. Og når det kommer til 2. fremmedsprog, så må vi godt være lidt mere large og give dispensation til andre og mindre sprog. Det er vi fra Venstres side positive over for," siger Peter Juul Jensen.

Det er en god nyhed, mener De Radikales børne- og undervisningsordfører, Lotte Rod. Tidligere på ugen slog hun fast, at Københavns Private Gymnasium skulle have lov til at udbyde tyrkisk. Og nu vil hun gerne se på, om gymnasierne skal kunne undervise i endnu flere sprogfag.

"Hos De Radikale er vi positive over for at give dispensation til flere sprogfag i gymnasiet, og derfor er det dejligt, hvis Venstre vil være med til at gøre tosprogede til en ressource. Danmark er jo et lille land, og derfor vil det være en fordel, hvis de unge kan flere sprog og kender til flere kulturer," siger hun til Altinget | Uddannelse.

,

Forrige artikel Regeringspartier kræver flere penge fra nordsøolien Regeringspartier kræver flere penge fra nordsøolien Næste artikel ”Koldau-sagen er blot en ulykkelig personalesag” ”Koldau-sagen er blot en ulykkelig personalesag”