Venstre taber tusindvis af vælgere til tre partier

VANDRINGER: Socialdemokratiet, Konservative og Nye Borgerlige nyder alle tre godt af, at Venstres opbakning blandt vælgerne er svundet ind. Det viser en ny analyse af, hvordan vælgerne har flyttet sig siden valget i 2019.

Tre partier har glæde af Venstres tilbagegang i meningsmålingerne.

Det viser en ny gennemgang af vælgernes vandringer siden folketingsvalget i 2019, som professor og valgforsker Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.

Ifølge analysen har Venstre mistet mere end 135.000 vælgere siden valget, hvoraf halvdelen er gået til Socialdemokratiet.

Men Venstre lider også store tab til to af sine oppositionskolleger. Nye Borgerlige har fået mere end 25.000 tidligere V-vælgere, mens omtrent 21.000 er gået til Konservative. Den resterende del af Venstres tidligere vælgere vil nu vælge sofaen over en tur i stemmeboksen.

Tabet til de tre andre partier stiller Venstre overfor en svær opgave, siger Kasper Møller Hansen.

”Det er tre dimensioner, som vælgerne vandrer på, og det gør det sværere for Venstre at reagere på det. For hvis man piller ved den ene knap, så kan man risikere at rykke ved noget andet.”

Venstre er optimistiske
Tabet af vælgere får dog ikke Venstre til at ryste på hånden. De vælgere skal nok vende tilbage, mener partiets politiske ordfører, Sophie Løhde.  

”Det er naturligvis aldrig tilfredsstillende at miste vælgere. Men jeg er heldigvis meget optimistisk ved udsigten til, at Venstre kommer til at vinde de tabte vælgere tilbage,” skriver hun i en sms til Altinget. 

Hun er overbevist om, at vælgerne vil kvittere for Venstres politik, når den politiske dagligdag vender tilbage igen efter coronakrisen. 

”Den politiske hverdag er så småt ved at vende tilbage, og vi har fået ro på bagsmækken i vores parti. Samtidig er vi i fuld gang med at fremlægge konkret politik, der har fokus på privat jobskabelse, en ansvarlig grøn økonomi, mere frihed og frit valg i vores velfærd samt en stram og konsekvent udlændingepolitik,” skriver Sophie Løhde.

Se, hvem Socialdemokratiet ellers får vælgere fra i det samlede overblik over alle partiernes vælgervandringer på Altinget Christiansborg.

Forrige artikel Dokumentation: Her er tilsynets kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste Dokumentation: Her er tilsynets kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste Næste artikel Se pressemødet: Regeringen vil halvere Rigspolitiet og oprette flere nærpolitistationer Se pressemødet: Regeringen vil halvere Rigspolitiet og oprette flere nærpolitistationer