Jakob Ellemann-Jensen ansætter særlig rådgiver

Jesper Kraft bliver igen Jakob Ellemann-Jensens (V) særlige rådgiver. En post, han sidst bestred, da Venstre-formanden var miljø- og fødevareminister.

V-formand Jakob Ellemann-Jensen (V) og Jesper Kraft bliver nu genforenet.

I sin tid som miljø- og fødevareminister havde Jakob Ellemann-Jensen den garvede Venstre-strateg Jesper Kraft ved sin side i rollen som særlig rådgiver.

Men efter regeringsmagten skiftede ved junivalget, måtte Jakob Ellemann-Jensen sige farvel til sin særlige rådgiver.

I mellemtiden er Jakob Ellemann-Jensen blevet formand for Venstre og har igen brug for ekstra rådgivning. 

Jakob Ellemann-Jensen har derfor ansat Jesper Krafts som særlig rådgiver, oplyser Venstre i en pressemeddelse.

"Jeg har et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Jesper, og jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet i nye roller for os begge. Det er en stor opgave, der venter forude, og som kræver både strategisk sans og politisk tæft, og jeg er sikker på, at Jespers mangeårige erfaring vil kunne hjælpe mig med at løfte den opgave," siger han.

Gensynsglæden ser ud til at være gensidig.

"Jeg er glad for, at Jakob har bedt mig være med på holdet, der skal bistå Venstres nye formand med at skabe fundamentet for, at Danmark igen kan få en borgerlig-liberal regering. Det er selvsagt et stort privilegium, og jeg håber, at jeg kan yde et værdifuldt bidrag," siger Jesper Kraft.

Jesper Kraft er uddannet jurist og har 12 års erfaring fra Venstre på Christiansborg, senest som politisk chef i Venstres Center for Kommunikation og Politik.

Forrige artikel LA ansætter to profiler til centrale poster på Borgen Næste artikel Torsten Gejl fra Alternativet tager sygeorlov fra Folketinget