Vælgernes dagsordener: Udlændinge og sundhed overhaler klima

Klimadagsordenen er dumpet ned ad vælgernes prioriteringsliste de senere måneder, mens udlændingepolitikken er blevet en helt suveræn topscorer blandt de blå vælgere. Hos vælgerne som helhed er sundhed nu det vigtigste. 

Kun 12 procent af vælgerne anser miljø-og klimapolitikken som det vigtigste politiske emne.

Det er klart fald siden sidste måling i december 2020, hvor 17 procent pegede på miljø og klima som "det område, der er vigtigst for politikerne at tage sig af". Det fremgår af en ny Epinion-måling foretaget for Altinget og DR, hvor svarpersonerne har haft mulighed for at sætte kryds ud for dét politiske emne, de anser for allervigtigst.

Ved målingen i december var klima topscorer, men i løbet af få måneder er emnet dumpet ned på en tredjeplads. I stedet er det nu sundhed efterfulgt af udlændingepolitik, der topper listen. Sundhed og udlændinge har næsten altid været i top 3 gennem de sidste 20 år, mens miljø-og klima begyndte at tage fart i slutningen af 2018 for at toppe ved folketingsvalget i juni 2019.

Sundhed, der tager førstepladsen med 15 procent, prioriteres højest af vælgerne fra rød blok (inklusive Radikale), her er det 19 procent, der har sundhed som det vigtigste. Blandt de blå vælgere er det 11 procent. 

Sundhed var en borgerlig styrkeposition op til valgte i 2001, men det er normalt et af de områder, som vælgerne foretrækker en socialdemokratisk regering til at håndtere. Sådan er det også i øjeblikket, hvor 47 procent mod 34 procent foretrækker en socialdemokratisk regering frem for en borgerlig. En pæn føring, men socialdemokraterne kunne have håbet på en større føring her, efter regeringens overbevisende håndtering af corona-krisen.

Comeback til udlændingepolitik
Udlændingepolitikken var undtagelsesvist nede på en fjerdeplads sidste gang, men har fået et comeback og er denne gang på andenpladsen med 13 procent. Også her er der stor forskel på prioriteterne blandt de blå og røde vælgere. Kun 5 procent af de røde vælgere anser udlændingepolitik for vigtigst, mens det gælder for hele 22 procent af de blå vælgere. Tanken om at det er et område, der er udtømt på den borgerlige side af hegnet, deles tydeligvis ikke af det borgerlige vælgerkorps. Udlændingepolitik er et emne, hvor der stadig er lidt flere vælgere, der foretrækker en borgerlig regering.

Anderledes ser det ud på klimaområdet, hvor socialdemokraterne stadig har en klar føring på 46 mod 27 procent. S-regeringen er ellers blevet beskyldt for at være for fodslæbende, når det gælder klima, men vælgerne som sådan er stadig ikke i tvivl om, hvem de foretrækker til at håndtere området. 

Borgerlige har klima i bund
Vælgernes prioritering af klimapolitik er nu den laveste siden januar 2019. Det kan muligvis forklares med, at klima og miljø ikke har fyldt så meget i den politiske debat de senere måneder, men det kan ændre sig frem mod sommer, hvor omlægningen af landbruget i mere klimavenlig retning bliver central for dagsordenen på Christiansborg. Det bliver her interessant at se, om klimadagsordenen igen kan komme helt i top - eller der blot var tale om et kortvarigt hype, der er blevet neutraliseret, efter næsten alle partier har erklæret sig grønne. 

Epinion-målingen viser, at det så udpræget er rød bloks vælgere, der er interesseret i klima: Her peger 18 procent på klima som det vigtigste politiske emne, mens kun 4 procent af de blå vælgere vægter det højt. Målinger som denne er en af forklaringerne på, at der ikke for alvor er nogen af de blå partier, der byder ind med en konsekvent grøn profil.

Artiklen fortsætter under grafen.

Fastlåste emne-ejerskaber
Styringen af dansk økonomi ligger normalt meget højt oppe på vælgernes dagsorden i krisetider. Denne gang dumper emnet dog ned fra en tredje til en fjerdeplads med 11 procent af vælgerne, der har økonomi helt i toppen.

Området har stort set altid været en borgerlig styrkeposition. Det er det fortsat, og det er i det hele taget kendetegnende for emne-ejerskaberne, at vælgerne ofte har en indgroet opfattelse af, hvem der er bedst på området. En opfattelse, der ikke på kort sigt ændres af den aktuelle politik. Den borgerlige føring er dog ikke knusende, 47 procent mod 36 foretrækker en blå regering til at styre økonomien.    

Den sociale ulighed hopper lidt op ad listen med 8 procent, og ender denne gang på en femteplads. Egentlig kunne man have forventet, at området ville ligge højere i betragtning af, at både socialdemokraterne og venstrefløjen har kampen mod ulighed som et erklæret mål.

På det område er der absolut ingen tvivl om, hvem vælgerne foretrækker: Her ser hele 55 procent mod 18 procent helst en socialdemokratisk regering, selv en del borgerlige vælgere foretrækker en S-regering. For de fleste blå vælgere er ulighed dog af mindre betydning, kun 4 procent af borgerlige ser ulighed som det vigtigste emne, mens tallet er 12 procent for rød bloks vælgere.

Rød blok vinder på ældreområdet
Ældre følger lige efter med 7 procent, og det er et af de få områder, der er lige højt prioriteret blandt blå og røde vælgere. I rød blok er det primært Socialdemokratiet og Enhedslisten, der prioriterer ældreområdet, og på højrefløjen har det i 20 år været et favoritemne for Dansk Folkeparti. På trods af det foretrækker vælgerne helt entydigt en socialdemokratisk regering til at stå for ældrepolitikken, her vinder S med 55 procent mod 26. Det er bemærkelsesværdigt i betragtning af, at DF finanslov efter finanslov har highlightet ældreområdet.

Arbejdsløshed og jobskabelse ligger i midtergruppen med 6 procent. At emnet ikke ligger højere trods corona-krise skyldes måske, at ledigheden ikke er steget så meget som i andre lande, og at der hersker en optimistisk tro på et opsving, så snart krisen er ovre. Hvis man kun måler på (bekæmpelse af) arbejdsløshed, plejer socialdemokraterne at vinde, mens de borgerlige vinder på jobskabelse. Når man som her slår det sammen, vinder de borgerlige marginalt med 39 procent mod 37 procent. 

Forsvar er bundskraberen
Kriminalitet og terrorbekæmpelse ses som det allervigtigste af 4 procent af vælgerne, og det er et område, der prioriteres lige højt af blå og røde vælgere.  Det er et felt, hvor de borgerlige altid har stået stærkest, og det gør de fortsat, selvom S-regeringen faktisk har anlagt en benhård linje over for kriminalitet og terror. 45 procent mod 26 ser helst en borgerlig regering til at stå for området. 

Uddannelse og skat kommer et trin længere nede, og helt i bund finder man områder som kultur, EU, udenrigspolitik - og forsvar. Det er en iøjnefaldende forskel til 80'erne og 90'erne, hvor forsvarspolitik kunne udløse valg og EU-afstemninger føre til regeringskriser.

Man skal dog være varsom med at tolke undersøgelsen derhen, at EU-politikken er blevet helt ligegyldig for vælgerne. Emnet kan sagtens spille en rolle for en hel del vælgerne, selvom det ikke er nummer 1 på deres dagsorden. Det samme gælder for en række andre emner.

Forrige artikel Ugen i dansk politik: Endnu mere genåbning og nye festival-anbefalinger Ugen i dansk politik: Endnu mere genåbning og nye festival-anbefalinger Næste artikel Dagens overblik: USA og Israel har lagt pres på Danmark før afstemning om omskæringsforbud Dagens overblik: USA og Israel har lagt pres på Danmark før afstemning om omskæringsforbud