USA overvåger hele internettet

OVERVÅGNING: Den amerikanske efterretningstjeneste overvåger på massiv vis al digital kommunikation både fra virksomheder og private borgere, viser nye rapporter. Liberale kommentatorer er rødglødende, mens republikanske analytikere er glade over, at Obama har fortsat linjen fra Bush. Regeringen siger, at programmet er både lovligt og nødvendigt i bekæmpelsen af terror.

Den mest hemmelige af de 16 amerikanske efterretningstjenester, NSA (National Security Agency) har i årevis skaffet sig direkte adgang til centrale computerservere hos ni førende internetselskaber i USA, herunder Facebook, Google, Microsoft, Skype, YouTube og Apple. 

Det skriver den amerikanske hovedstads førende, og respekterede, avis, Washington Post, fredag på baggrund af dybt fortrolige og hemmeligstemplede dokumenter, som en såkaldt whistleblower, der selv er tidligere efterretningsagent, har udleveret til avisen. 

Regeringen har dermed adgang til  både e-mail, billeder, lyd- og videosamtaler over hele verden, ligesom den kan se logs over telefonsamtaler - ikke indholdet, men selve kommunikationen. 

Lovgrundlag kom efter 9-11
Anti-terrorprogrammet har navnet "PRISM" og har i sagens natur været mørklagt for offentligheden, om end flere medlemmer af Kongressens efterretningsudvalg natten til fredag var ude at bekræfte over for en række amerikanske medier, at de har været oplyst om programmet, der startede under præsident George W. Bush som en del af "the Patriot Act". 

Denne lov blev vedtaget i kølvandet på terrorangrebet 11. september 2001 på New York og Pentagon, og giver regeringen nye beføjelser især på overvågningsområdet med det formål at bekæmpe terrorangreb på og i USA. Loven har fået følgeskab af andre med samme formål, herunder "the Protect America Act" fra 2007. 

Flere af de nævnte firmaer - herunder Facebook og Apple - afviser, at de har haft kendskab til PRISM og benægter, at de har givet det amerikanske efterretningsvæsen adgang til deres servere. Washington Posts afsløringer kommer i hælene på en anden avis, britiske The Guardian, der torsdag kunne berette om en hidtil hemmelig retskendelse, der beordrer USA's største teleselskab Verizon til at udlevere data om samtlige telefonopkald foretaget i USA eller mellem USA og et andet land.

Retskendelsen indbefatter numre, varighed af opkald samt geografisk placering af de to eller flere personer, der står for opkaldene. 

New York Times: Obama har tabt al troværdighed
Liberale (venstreorienterede) kommentatorer i USA var hvidglødende af raseri fredag. I en leder i den førende liberale avis, New York Times, konkluderer skribenten, at Obama-regeringen har tabt "al legitimitet," og kræver en "meget god forklaring" samt parlamentariske undersøgelser af en præsident, der har handlet "hensynsløst og unødvendigt".

Flere demokratiske medlemmer af Kongressen er også bekymrede over, om balancen mellem sikkerhed og individuel frihed er tippet for langt i den gale retning, om end formanden for Senatets efterretningsudvalg, demokraten Dianne Feinstein, fortalte reportere torsdag, at retskendelserne var velkendte af udvalget, men at medlemmerne har været bundet af deres tavshedspligt, når det gælder forhold, der har at gøre med national sikkerhed.

Glade republikanere
Formanden for samme udvalg i Repræsentanternes Hus, republikanske Mike Rogers fra Michigan, forsvarede til gengæld praksis fuldt ud torsdag. Til CNN sagde han, at NSA's overvågning af telefonlisterne "har forpurret et betydeligt forsøg på terrorangreb mod USA."

Den republikanske kommentator Ari Flesicher, der er tidligere seniorrådgiver for præsidentkandidat John McCain, sagde fredag morgen til CNN tilsvarende, at han syntes, det var "fremragende, om end dybt hyklerisk," at Obama" i stort set et og alt har fortsat George W. Bushs linje i sikkerhedspolitikken," - fordi Obama i 2008 kritiserede Bush netop for at ofre den individuelle frihed på sikkerhedens og kontraterror-politikkens alter.

Det Hvide Hus afviste natten til fredag at kommentere på oplysningerne, men talsmand Josh Earnest siger til Washington Post, at om end han "ikke kan opgive klassificerede oplysninger, så er den pågældende retsordre et afgørende værktøj, når det gælder vore forsøg på at forstå, hvordan terrorister eller terrormistænkte er involveret i farlige aktiviteter."

I en udtalelse fredag morgen siger USA's øverste efterretningschef, James Clapper – der er "Director of National Intelligence," og dermed har overopsynet med alle 16 efterretningstjenester, inklusive NSA – at "de informationer, som vi har indsamlet under dette program, udgør nogle af de mest værdifulde og vigtigste udenlandsk efterretninger, som vi har indsamlet og er blevet brugt til at beskytte denne nation mod flere forskellige slags trusler. Denne uautoriserede videregivelse af oplysninger om dette vigtige og fuldkommen lovlige program er forkastelig og bringer Amerikas sikkerhed alvorligt i fare."

Clapper tilføjer, at der er "flere unøjagtigheder" i avisernes artikler om PRISM-programmet, men han ønsker ikke at gå i detaljer om hvilke.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Forrige artikel Folkeskoleforhandlinger fortsætter i dag Folkeskoleforhandlinger fortsætter i dag Næste artikel Her er folkeskolereformen Her er folkeskolereformen