Udvalg om opfølgning på Christiania-sagen nedsat

Med opbakning fra Folketingets partier nedsætter justitsminsiter Mette Frederiksen (S) nu Udvalget om opfølgning på Christiania-sagen. Fhv. højesteretspræsident Børge Dahl bliver formand. 

Justitsministeriet nedsætter nu et udvalg, som skal følge op på Christiania-sagen og belyse de spørgsmål om ministres afgivelse af oplysninger til Folketinget, som Christiania-sagen har givet anledning til. 

Udvalget bliver til i kølvandet på sagen om Retsudvalgets aflyste tur til Christiania og den såkaldte nødløgn, som i december sidste år endte med at koste daværende justitsminister Morten Bødskov (S) ministerposten. 

"Der er tale om helt grundlæggende spørgsmål ved vores parlamentariske system. Derfor nedsættes der et udvalg, så der kan findes holdbare svar på, hvordan vi fremover får håndteret lignende sager. Det gælder bl.a. i de særlige tilfælde, hvor en minister ikke inden for de eksisterende rammer vil kunne dele bestemte oplysninger med Folketinget," skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse. 

Hele udvalgets kommissorium kan ses her

Udvalget har følgende sammensætning:
Fhv. højesteretspræsident Børge Dahl (formand)
Fhv. medlem af Folketingets Præsidium Aage Frandsen
Medlem af Folketinget Jan E. Jørgensen
Professor, dr. jur. Michael Hansen Jensen
Professor, lic. jur. Gorm Toftegaard Nielsen

Udvalgets arbejde skal så vidt muligt færdiggøres i løbet af foråret 2015.

LÆS: Udvalg skal forhindre flere nødløgne

Forrige artikel Her er DR's nye bestyrelse Næste artikel Grønlandsk ministerhold er på plads