Udenrigsministeren overtager formandskabet for Europarådets Ministerkomité 

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) overtager 15. november formandskabet for Europarådets Ministerkomité.

Udenrigsminister Anders Samuelsen vil fra 15. november og frem til 18. maj 2018 repræsentere det danske formandsskab for Europarådets Ministerkomité.

Det skriver Udenrigsministeriet

Danmark overtager officielt formandssædet ved komitéens møde 15. november i Strasbourg. Her vil Europarådets generalsekretær Thorbjørn Jagland og ambassadørerne for Europarådets øvrige 46 medlemslande blandt andet deltage.

”Jeg ser frem til at overtage formandskabet i dag. Europarådet er en vigtig organisation, der spiller en central rolle i forhold til håndhævelsen af frihedsrettighederne i Europa. Vi håber at få sat nogle tydelige danske fingeraftryk på arbejdet i organisationen. Det gælder i forhold til det fortsatte reformarbejde på menneskerettighedsområdet, fremme af ligestilling og LGBTI-rettigheder, uddannelse i demokrati, beskyttelse af rettighederne for personer med handicap og den løbende indsats mod tortur,” udtaler udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). 

Ministerkomitéen er det øverste politiske organ i Europarådet, der ledes af formandskabet, som hvert halve år går på skift mellem de i alt 47 medlemslande i Europarådet. Danmark varetog sidste gang formandsskabet i 1996.

Forrige artikel Ørsted udpeger ny leder for public affairs i Danmark Næste artikel Frontmand for grønlandsk selvstyre hædret