Jeppe Kofod vil stille op i Anker Jørgensens gamle kreds

Nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) stiller op til Folketinget ved næste valg. Han stiller op i Socialdemokraternes 9. kreds, som består af Vesterbro og Kgs. Enghave i København.

Jeppe Kofod stiller ved næste folketingsvalg op i Anker Jørgensens gamle kreds, som består af Vesterbro og Kgs. Enghave i København.

Det skriver Jeppe Kofod selv i et Facebook-opslag.

Jeppe Kofod har været folketingsmedlem fra 1998 til 2014 i henholdsvis Bornholms Amtskreds og Bornholms Storkreds. Under tre folketingsvalg havde han Danmarks største andel personlige stemmer i forhold til valgkredsen.

Nu går udenrigsministeren efter en ny kreds:

”Jeg stiller op, fordi der er brug for socialdemokratisk politik, hvis vi skal sikre, at det gode velfærdssamfund, som generationer før os har skabt, kan fortsætte også efter min egen tid. Hvis vi skal sikre, at der tages hånd om klimaforandringerne. For det skal vi, og vi har travlt,” skriver Jeppe Kofod i opslaget.

Han blev som spidskandidat valgt til Europa-Parlamentet i 2014 og senere genvalgt i 2019. Her var han medlem af Parlamentet fra 25. maj 2014 til 27. juni 2019, hvor han blev udpeget til udenrigsminister af statsminister Mette Frederiksen (S).

Der er generalforsamling 18. november, hvor udenrigsministeren stiller op som folketingskandidat. Resten af kandidaterne forventes offentliggjort 5. november, hvor der er opstillingsfrist.

Forrige artikel Kofod lancerer nyt handelspolitisk forum Næste artikel Riisager vil være formand for LA