Trads: Om et øjeblik falder konventionerne sammen

KLUMME: Efter Trumps valgsejr og briternes Brexit er selve de kontinentalsokler, som traktater, konventioner og alliancer er bygget på, kommet i bevægelse. Det utænkelige er pludselig blevet mainstream.

For præcist et år siden lagde Liberal Alliance et spritnyt flygtningeudspil med titlen ’Human og fornuftig hjælp i nærområdet’ frem – med disse kontroversielle hovedpunkter:

For det første skulle Danmark i to år suspendere dets deltagelse i FNs Flygtningekonvention.

For det andet skulle vi i to år afvise alle flygtninge ved vores grænse.

For det tredje skulle vi modtage maksimalt 4.000 kvoteflygtninge.

”Situationen kalder på nytænkning og nye ideer,” meddelte Simon Emil Ammitzbøl, dengang politisk ordfører, som i oplægget også kom med følgende konkrete forslag:

”Regeringen skal samle en koalition af europæiske og vestlige lande, der vil arbejde for at ændre flygtningekonventionen eller fortolkningen heraf.”

Liberal Alliances forslag blev hældt af brættet af Venstre-regeringen. Socialdemokratiet og De Radikale himlede med øjnene. Dansk Folkeparti, derimod, var selvsagt imødekommende.

Men hvorfor var de såkaldte ’regeringsbærende’ partier så afvisende for et år siden?

Det var de naturligvis, fordi forslaget ingen gang havde på jord – for selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen og udlændingeminister Inger Støjberg måske nok kunne være fristet af ideerne, så var der ingen allierede, som ville bakke op om ideen:

USA under Obama, Storbritannien under Cameron og Tyskland under Merkel var alle stærke, ja, uafrystelige, tilhængere af internationale traktater, som de reelt så som støbt i beton. Tanken om at justere – for ikke at tale om at bryde – konventioner var fremmed.

Det var dengang, som man siger – for efter Trumps valgsejr og briternes Brexit er selve de kontinentalsokler, som traktater, konventioner og alliancer er bygget på, kommet i bevægelse.

Donald Trump kalder NATO for ’forældet’, hepper på EUs kollaps, forkaster frihandelsaftaler, råber ’America First!’ – og har senest med sine dekreter om indrejseforbud og loft på flygtningeantal reelt sagt ’til helvede’ med FNs flygtningekonvention.

Rundt i Europa hører vi samme stemme. I Polen, Ungarn og Tjekkiet hos regeringerne. I Frankrig og Holland hos dem, det ser ud til, vinder næste valg. I Storbritannien er det åbenlyst, at Theresa May i virkeligheden tænker ’Britain First!’

Der er simpelthen grund til at tro, at alt det, som Liberal Alliance for et år siden foreslog, men som blev fejet af banen som urealistisk, i dag allerede er ved at ske. Om et øjeblik falder konventionerne sammen – for hvis USA dropper dem, og Europa vakler, ja, så sker det.

Siden Anden Verdenskrigs afslutning har Vestens værdier domineret resten af verden:

Den erklæring om universelle menneskerettigheder, som FNs medlemslande vedtog i 1948, var reelt en gennemtrumfen af de værdier, vi kender fra USAs forfatning fra 1787 og Frankrigs fra 1789. Det enkelte, ukrænkelige individ i centrum.

Lige siden har Vesten – med Nordamerika og Vesteuropa som den centrale akse – dikteret alle konventioner. Havde Vesten ikke stået sammen, ja, så havde andre værdier – kommunismens eller katolicismens – vundet. Enhver vestlig politiker og embedsmænd havde et klart kompas.

Men ikke længere – for i den nye nationalisme, som fejrer triumfer overalt, er det ’America First!’, ’Britain First’, ’'D'abord La France!’ og ’Danmark først!’. Vi er på mange måder tilbage i Den Kolde Krigs retorik for i det, vi dengang kaldte et ’nul-sums-spil’, er der kun vindere og tabere. Vinder du, så taber jeg.

Lande – og således også Danmark – har altid i udenrigspolitik mest tjent dets egne interesserer, men i de forløbne syv årtier historisk mindre end normalt. Det vendes der nu op og ned på – og det næste store, forventelige udslag bliver opgøret med internationale aftaler.

De forslag, som Liberal Alliance kom med for et år siden, er pludselig blevet mainstream.

......

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Bertel Haarder: SKAM nedbryder det nordiske babelstårn Bertel Haarder: SKAM nedbryder det nordiske babelstårn Næste artikel Espersen: Kvindesags-forkæmpere beskytter kvindehadende mænd Espersen: Kvindesags-forkæmpere beskytter kvindehadende mænd