Topdirektør i Aarhus Kommune bliver fyret

Aarhus Byråd besluttede onsdag aften, at Hosea Dutschke, direktør for Sundhed og Omsorg, skal fratræde sin stilling. Det sker efter, at ældreområdet i Aarhus har været belastet af turbulens og dårlige sager. 

Hosea Dutschke har i de sidste 16 år stået i spidsen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. Men nu har byrådet i Aarhus besluttet, at han skal fratræde sin stilling. 

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

"Det er ingen hemmelighed, at ældreområdet i Aarhus gennem et stykke tid har været præget af turbulens og dårlige sager," udtaler sundhedsrådmand Christian Budde (V).

Hosea Dutschke har gennem årene stået i spidsen for en række omstillinger af området for sundhed og ældrepleje. For halvandet år siden blev der blandt andet lavet en omfattende omorganisering af arbejdet, som skabte stor modstand blandt medarbejderne.

Om fremtiden forklarer Christian Budde: 

"Vi får et stigende antal plejekrævende ældre, tidligere udskrivninger fra hospitalet, en presset økonomi og en svær rekrutteringssituation. Skal vi lykkes med det, så kræver det et solidt fundament bestående af netop tillid, åbenhed og læring." 

Aarhus Kommune skal derfor på jagt efter ny direktør, der sammen med 6500 medarbejdere kan føre det ud i livet. Indtil den rette kandidat er fundet, vil vicedirektør Thune Korsager overtage ansvaret i samarbejde med det øvrige chefteam i Sundhed og Omsorg.

Forrige artikel DF-profil bliver seniorkonsulent hos Danmarksdemokraterne Næste artikel Lars Findsen udgiver bog midt i historisk spionsag Lars Findsen udgiver bog midt i historisk spionsag