To KU-forskere vinder de årlige KFJ-priser

Kirsten og Freddy Johansens Fond har uddelt sine årlige forskningspriser til hjerneforsker Ole Kiehn og overlæge Anders Perner fra Københavns Universitet. Med begge priser følger 1,5 millioner kroner.

Hjerneforsker Ole Kiehn og overlæge Anders Perner modtager henholdvis den prækliniske pris og den kliniske pris, der uddeles årligt af Kirsten og Freddy Johansens Fond. Det oplyser Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Med begge priser følger 1,5 millioner kroner, hvoraf 250.000 er en personlig pris.

Professor og overlæge Anders Perner fra Institut for Klinisk Medicin og Rigshospitalet modtager den kliniske pris for sit arbejde med behandlingen på de danske intensivafdelinger.

"Det er en stor ære at modtage denne pris, særligt fordi den anerkender den kliniske forskning, som jeg altid har været stærkt optaget af. Klinisk forskning er en hjørnesten i vores sundhedssystem, som vi burde have større fokus på og gøre mere af," udtaler han i en pressemeddelelse.

Professor og gruppeleder på Institut for Neurovidenskab Ole Kiehn modtager den prækliniske pris for sin neurovidenskabelige forskning, hvor han har kortlagt de neuronale netværk, der aktiverer og kontrollerer vores bevægelser.

"Det betyder meget for mig personligt, men måske mest fordi den gives til den forskning, jeg står for. Det er en stor anerkendelse af mit forskningsfelt og alle de fantastiske mennesker, som gennem tiden har bidraget," lyder det i en anden pressemeddelelse Københavns Universitet.

Priserne overrækkes fredag den 8. oktober.

Forrige artikel Tanzaniansk forfatter vinder Nobelprisen i litteratur Tanzaniansk forfatter vinder Nobelprisen i litteratur Næste artikel Tidligere overvismand bliver formand for lønstrukturkomité Tidligere overvismand bliver formand for lønstrukturkomité