Tidligere spindoktor: Sådan vil partierne stjæle vælgere

MÅLING: De politiske partier kæmper konstant for at maksimere stemmetallet. Og her er viden om vælgernes vigtigste dagsordener afgørende, mener tidligere spindoktor for Helle Thorning-Schmidt (S).

Thomas Juul-Dam har arbejdet som spindoktor for tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og er i dag direktør i kommunikationsbureauet Primetime.

Han har et indgående kendskab til, hvordan meningsmålinger bliver brugt strategisk af de politiske partier i en evig jagt på stemmer.

Hvad kan man som politiker bruge meningsmålingerne til?

"Det, der er interessant ved sådan nogle målinger, er, hvad vælgerne går op i. Men det er ikke helt nok at se på, hvad vælgerne går op i. Det skal også være nogle emner, som du kan sætte på dagsordenen og få frem i en valgkamp."

"Det er gammelkendt stof, at socialdemokratiske vælgere går op i sundhedsområdet og velfærd generelt, men det er bare sjældent, at et emne som sundhedspolitik fylder lige så meget i en valgkamp, som udlændingepolitik gør."

"Udlændingepolitik har et helt andet konfliktpotentiale i sig og har nogle helt andre parlamentariske dynamikker. For eksempel forholdet mellem Radikale og Socialdemokratiet, hvor partierne ser meget forskelligt på udlændingeproblematikken. Det kan så have nogle politiske og måske endda parlamentariske konsekvenser i forbindelse med et folketingsvalg."

Vælgervandringer
Hvor aktivt bruger man sådanne undersøgelser i partierne?

"Målinger er et ekstremt vigtigt værktøj for de politiske partier. Det sidste trekvarte år op til folketingsvalget i 2015 lavede vi meningsmålinger hele tiden og havde fokusgrupper på omtrent ugentlig basis. Så det med at tage bestik af vælgerhavet er et ekstremt vigtigt værktøj for at kunne lægge en fornuftig strategi."

"Det er sådan nogle ting, der er ekstremt vigtige at følge, når man laver strategi som politisk parti. Så man er 100 procent opmærksom på, hvordan man kan beskytte sig mod at miste vælgere, og så man kan tage vælgere fra konkurrerende partier."

Sprækker i blokken
Hvilke emner har partierne som deres foretrukne i en valgkamp?

"Der er ingen tvivl om, at i forhold til udlændingepolitik er ejerskabet hos de borgerlige partier og deres vælgere. Modsat er de traditionelle velfærdsområder noget, der prioriteres rigtig højt af centrum-venstre-vælgerne."

Kan venstrefløjen neutralisere de borgerliges ejerskab af udlændingeområdet?

"Nej. Hvis du ser på, hvad partiernes vælgere går op i på centrum-venstre-fløjen, så er det tydeligt de traditionelle velfærdsområder. Så er der en gruppe af vælgere, der går op i det grønne hos Alternativet og Enhedslisten."

"Præferencerne hos centrum-venstre-vælgerne er bare mere forskellige. Uanset hvor langt Socialdemokratiet rykker til højre på udlændingepolitik, så er det stadig en koalition bag en socialdemokratisk statsministerkandidat, der skal pege på vedkommende. Og her er de politiske forskelle på udlændingeområdet enorm. Der vil derfor stadig være sprækker og forskelle, der gør, at emnet er rigtig interessant at diskutere i forhold til, hvilken koalition der skal lede landet, og hvilken udlændingepolitik man vil føre."

En rød linje
Hvad vil venstrefløjen gøre, hvis det lykkedes de borgerlige at få valgkampen til at handle om udlændingepolitik?

"Socialdemokratiet vil have en interesse i at neutralisere ved at følge med i en hård linje på udlændingepolitikken. Omvendt vil der være partier som Enhedslisten, Alternativet og Radikale, der vil have en præcist modsat interesse og føre en helt anden udlændingepolitik."

"Det spændingsfelt, der opstår mellem de partier, er det mest interessante i en valgkamp. Det er ikke interessant, at Socialdemokratiet følger Venstre og Dansk Folkeparti. Det har de gjort i flere år, og det er velkendt, at de kan gøre det. Det interessante er, hvis du står i en situation, hvor du er parlamentarisk afhængig af de andre partier i rød blok, vil S så kunne gøre det samme."

Hvad ville Socialdemokratiet gøre i en valgkamp for at komme det i møde?

"Man ville forsøge at lade som om, at man ikke er afhængig af bestemte 90 mandater på udlændingeområdet. Men at man bare afhængig af at kunne lave aftaler over midten med de borgerlige partier."

"Det, man vil høre igen og igen fra Socialdemokratiets side, er, at hvis der er et flertal for en hård udlændingepolitik, så står den ved magt ved en socialdemokratisk regering, fordi der vil være flertal med Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti."

"Spørgsmålet er så bare om de partier, der skal pege på Socialdemokratiet, vil finde sig i det. Vil de sætte en rød linje, sådan som Enhedslisten for nyligt har truet med, eller vil de ikke have mod til at gøre det?"

Forrige artikel Søren Gade stiller op til Europa-Parlamentet Søren Gade stiller op til Europa-Parlamentet Næste artikel Dagens overblik: S trækker udskældt LA-video tilbage Dagens overblik: S trækker udskældt LA-video tilbage