Tidligere R-minister melder sig klar til politisk comeback

Den tidligere radikale udviklingsminister Christian Friis Bach har meldt sig på banen som Marianne Jelveds afløser i Folketinget.

Efter en 33 år lang karriere i Folketinget har Marianne Jelved (R) annonceret, at hun ikke stiller op til Folketinget ved næste valg.

Den tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach har allerede meldt sig som den første kandidat til at overtage Marianne Jelveds taburet i Folketinget. Det skriver Nordjyske.

Christian Friis Bach sad i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 2011 til 2014 og besad posten som udviklingsminister indtil november 2013. Dengang trådte Christian Friis Bach tilbage fra ministerposten i forbindelse med GGGI-sagen, da den daværende minister erkendte, at han havde overleveret forkerte oplysninger til Folketinget. 

Fra 2017 til 2019 var Christian Friis Bach generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, hvor han blev fyret, da organisationens forretningsudvalg oplyste, at der var "brug for en anden ledelsesprofil".

Christian Friis Bach har desuden været radiovært for Radio4's udenrigsprogram 'Den danske forbindelse' og står bag importvirksomheden Warfair, som gennem handel med importerede varer fra krigs- og konfliktramte zoner forsøger at etablere fremgang og fred i udsatte lande.

De Radikales kommende folketingskandidat i Hjørring Kredsen bliver valgt ved en online generalforsamling, der afholdes virtuelt onsdag den 10. marts.

Forrige artikel Embedsmænd skal kortlægge det udenrigs- og sikkerhedspolitiske landskab Embedsmænd skal kortlægge det udenrigs- og sikkerhedspolitiske landskab Næste artikel Pape: Derfor bør vi åbne samfundet mere, end ekspertgruppen anbefaler Pape: Derfor bør vi åbne samfundet mere, end ekspertgruppen anbefaler