Tidligere politisk chef forlader Alternativet

Leila Stockmarr har valgt at trække sig helt fra Alternativet. Det sker i kølvandet på hovedbestyrelsens opbakning til Josephine Fock som leder.

Alternativets tidligere politiske chef forlader partiet.

Efter hovedbestyrelsens melding om at bakke op om Josephine Focks position som politisk leder har Leila Stockmarr meldt sig helt ud af partiet.

Det oplyser hun på Twitter.

Leila Stockmarr har en fortid som politisk chef og politisk rådgiver for Alternativet på Christiansborg.

Senest var hun en del af partiets hovedbestyrelse. En post, hun forlod, da Fock blev valgt som formand:

”Jeg kan ikke se mig selv i det politiske og ledelsesmæssige projekt, som Josephine Fock repræsenterer, og jeg ser et parti i ekstrem krise, som hovedbestyrelsens interne krise også er udtryk for,” udtaler Leila Stockmarr til DR.

Siden september 2019 har hun været ansat som rådgiver i Klimaministeriets Center for Global Klimahandling.

 

Forrige artikel Byrådsmedlem forlader Alternativet efter uro i partiet Næste artikel Transport- og Boligministeriet mister pressechef