Terror fik ny justits-chef til at starte før tid

SIKKERHED: Justitsministeriets nye departementschef, Barbara Bertelsen, tiltræder officielt i dag, men lørdagens terroraktioner nødvendiggjorde imidlertid, at hun startede 36 timer før planlagt.

Den ellers fredelige vinterferieuge måtte lørdag ikke alene med ultrakort varsel afbrydes for de ledende ministre i regeringens Sikkerhedsudvalg, men også for deres respektive departementschefer, heriblandt ikke mindst Justitsministeriets øverste embedsmand.

Problemet var blot, at Barbara Beatrice Bertelsen – nyudnævnt topchef hos Mette Frederiksen (S) – først skulle træde til dagen efter vinterferien. I løbet af en halv time efter attentatet i Krudttønden blev der rådet bod på den udfordring: Barbara Bertelsen blev formelt lånt ud fra sin hidtidige stilling som vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen. Det skriver Susanne Hegelund og Peter Mose i deres ugentlige klumme i Altinget.

Departementschefstillingen i den juridiske og politimæssige højborg, som hun først officielt tiltræder i dag, er helt central i en situation som den aktuelle, hvor en terrorlignende aktion har ramt Danmark.

Klokken 18 lørdag – to en halv time efter drabet ved Krudttønden – trådte regeringens Sikkerhedsudvalg sammen, nøjagtigt som planlægningen tilskriver det. Nøglepersonen i udvalget er – udover regeringschefen selv – justitsministeren, som har haft afdelingschef Carsten Vollmer som konstitueret departementschef, efter at chefstolen formelt har stået tom, siden Anne Kristine Axelsson efter en række uheldige sager måtte sige farvel.

Beslutninger om liv og død
Der findes ikke andre departementschef-job – med undtagelse af Forsvarsministeriets, når Danmark drager i krig – hvor de svære beslutninger i så udpræget grad kan afgøre liv eller død. Den slags kontante ledelsesmæssige dilemmaer – med menneskeskæbner involveret – ligger fjernt for Finansministeriet og Kulturministeriets departementschefers hverdag med excelark og museumsstøtte.

Justitsministeriets topembedsmand er samtidig den i forberedelseskredsen til Koordinationsudvalget, som andre ministeriers topfolk kigger på – i forventning om at få nagelfaste svar på store juridiske spørgsmål. Det gælder alt fra forfatningsret til diverse principielle overvejelser; kronjuridiske spidsfindigheder, som for Barbara Bertelsen bliver af en anden kaliber end dem, hun har knoklet med de seneste år i Moderniseringsstyrelsen.

Bertelsen kommer til at stå i spidsen for et Justitsministerium, der har været i stand til at sikre ressourcer i en tid, hvor der ellers er blevet skåret ned. En teflon-beskyttelse, som i lyset af de seneste døgns begivenheder formentlig får lov at bestå et stykke tid endnu; ovenikøbet med – kan man forestille sig – mulighed for endnu flere bevillinger.

Susanne Hegelund og Peter Mose skriver hver uge klummen 'Mandagstræneren' i Altinget. Læs klummen her.   

Forrige artikel Sådan forløber mindehøjtideligheden for skudofrene Sådan forløber mindehøjtideligheden for skudofrene Næste artikel Partier bag finansloven udmønter klimapenge Partier bag finansloven udmønter klimapenge