Tekniq Arbejdsgiverne ansætter ny direktør

Tekniq Arbejdsgiverne ansætter Troels Blicher Danielsen som administrerende direktør.

Troels Blicher Danielsen bliver ny administrerende direktør i Tekniq Arbejdsgiverne. 

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Troels Blicher Danielsen kommer fra en stilling som afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet, hvor han har haft ansvar for pensionsområdet, analyseafdelingen og det internationale område.

"Jeg ser frem til at bruge mit netværk, internationale udsyn og erfaring med digitalisering i en af landet største og stærkeste arbejdsgiverorganisationer," siger Troels Blicher Danielsen i pressemeddelelsen. 

Formanden for Tekniq Arbejdsgiverne, Henrik Fugmann, er tilfreds med valget af den nye administrerende direktør.

"Vores organisation var for blot et år siden igennem en fusion af Tekniq og Arbejdsgiverne. Derfor har det været vigtigt, at vores nye direktør både skulle have stærke kompetencer som leder og forhandler og samtidig skulle være udstyret med et stort netværk," siger Henrik Fugmann.

Troels Blicher Danielsen tiltræder jobbet som administrerende direktør 1. maj, når den nuværende direktør, Niels Jørgen Hansen, går på pension. 

Forrige artikel Dødsfald: Fhv. formand for FTF Anker Christoffersen (80) Næste artikel WeShelter får ny direktør